2024 April

Tang Kristensen blev mobbet ud af foreningen, han selv var med til at stifte

Af Vibeke Kruse

Folkemindesamleren Evald Tang Kristensen (1843-1929) vandrede i sin tid tusindvis af kilometer på kryds og tværs af Jylland for at indsamle folkeminder, sagn, eventyr, viser, sange og gåder.

Den læreruddannede Tang Kristensen brugte i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet al sin fritid på at vandre rundt for at indsamle materiale i en bondekultur, der var på vej til at uddø.

Hans omfangsrige arbejde er en højt skattet kilde til viden om det 19. århundredes folkeliv på landet, som han var så fortrolig med.

Fra 1897 boede han i Mølholm, hvor han fik opført villa ”Mindebo”, her havde han sit hjem til han døde 8. april 1929. Han ligger begravet på Gamle Kirkegård i Vejle.

Evald Tang Kristensen var foregangsmand for oprettelsen af foreningen Vejle Amts Historiske Samfund, som blev en realitet i 1905.

20. april 1904 skrev Evald Tang Kristensen en artikel i Vejle Amts Folkeblad, hvor han kundgjorde for avisens læsere, at lokalhistorikerne blev behandler dårligt i Vejle Amt. Der fandtes overhovedet ingen herredsbeskrivelser fra amtet.

Tang Kristensen havde siden 1902 puslet med idéen om, at Vejle Amt skulle have en historisk forening akkurat som Ribe Amt havde fået.

Historisk Samfund for Ribe Amt blev netop stiftet i 1902, og Tang Kristensen mente absolut: ”Når de kunne i Ribe, måtte naboamtet i Vejle bestemt også kunne.”

Idéen bag oprettelsen af Vejle Amts Historiske Samfund var at skabe et forum, hvor man kunne vække og nære den historiske sans og interesse i amtet. Det skulle ske med udsendelse af en årbog og igennem afholdelse af historiske foredrag.

Det lykkedes Evald Tang Kristensen at samle en gruppe historisk interesserede i amtet. De mødtes 23. september 1904 på Fredericia Rådhus, hvor de besluttede at udsende en indbydelse til oprettelse af et historisk samfund i Vejle Amt.

Der var en gruppe på cirka 40 mænd, der underskrev mødets beslutning, hvorefter indbydelsen blev sendt ud til oprettelse af en amtshistorisk forening.

I løbet af få måneder meldte der sig omkring 500 interesserede medlemmer.

Uden Evald Tang Kristensen vidste det, havde stiftamtmand, kammerherre Vilhelm Bardenfleth, fået en henvendelse med opfordring til at melde sig ind, så han kunne udpeges som formand for den nystiftede forening.

6. januar 1905 var der konstituerende generalforsamling, hvor den første bestyrelse for den nystiftede Vejle Amts Historiske Samfund bestod af følgende: Kæmner J.O Brandorff, Filialbestyrer P. Eliassen, sognepræst H. Kau, forfatter og folkemindesamler Evald Tang Kristensen, oberst A. Liljefalk, lærer S.N. Mouritsen, der blev valgt som kasserer, proprietær Chr. Ravn, cand.mag. S. Hansen og amtmand Vilhelm Bardenfleth, der blev valgt som formand.

I vedtægterne paragraf 1. hedder det: Samfundets Formaal er at vække og nære den historiske Sans i Amtet:

1. Ved Udgivelse af en Aarbog
2. ved at samle Optegnelser til Brug for Kommende Tiders Granskning
3. ved Afholdelse af historiske Foredrag.

På den nystiftede forenings første bestyrelsesmøde 15. januar fordeltes de forskellige arbejdsopgaver.

Evald Tang Kristensen blev holdt uden for årbogens redaktion, hvor han gerne ville havde haft en plads. I stedet fik han sæde i foredragsudvalget.

Men da han kom til det første udvalgsmøde, havde pastor Kau planlagt det hele på forhånd.

Da blev det for meget for Tang Kristensen, han meldte sig ud og forlod den nystiftede forening som en skuffet mand.

Folkemindesamleren kaldte omtalte siden hele miseren som ”den største skuffelse i sit liv, når man ser bort fra skuffelser i familien.”

Tang Kristensen sagde desuden: ”De sendte mig ikke engang en årbog, da den udkom.”

På moderne dansk vil man sige, at Tang Kristensen blev mobbet ud af den forening, han selv havde taget initiativ til at stifte.

Og hvorfor gjorde han så det?

Det gjorde han formentlig af to grunde. Dels var han en besværlig og kantet person, der havde for vane altid at sige sin uforbeholdne mening. Der var aldrig noget filter i hans udtalelser. Og dels ønskede et flertal, at foreningen blev repræsenteret af indflydelsesrige personer, og ikke af en lidet repræsentativ skikkelse som Tang Kristensen.

I en lang årrække var det derfor kammerherrer og amtmænd, der stod i spidsen for Vejle Amts Historiske Samfund indtil nyere tid, hvor der har været to kvindelige formænd: viceskoleinspektør Kamma Varming, der var formand fra 1986-1992, hvor sognepræst Birgitte Arffmann overtog.

Da Vejle Amt blev nedlagt i 2006, skiftede Vejle Amts Historiske Samfund i 2009 navn til Historisk Samfund for Sydøstjylland. I dag er tidligere redaktør på Vejle Amts Folkeblad, Mogens Gregers Madsen, formand for foreningen, der fortsat virker efter målsætningen: At udgive en årbog og nære interessen for historien.

Kilder: Vejle Amts Folkeblads arkiv, Vejle Wiki, lokalhistorikeren Vigand Rasmussen, Historisk Samfunds hjemmeside.              

2024 Marts

Maleren, der blev en fodnote i kunsthistorien

Af Vibeke Kruse

Den 8. marts 1879 blev ægteparret Eriksine Marie Margrethe og Søren Peter Neuhaus i Vejle forældre til en søn. Søren Peter Neuhaus var rebslagermester, og familien boede i en købmandsgård, der lå mellem Nørregade og Dæmningen.

Parret døbte sønnen Jens Siegfred Neuhaus. Han var et stilfærdigt gemyt, og det prægede ham hele livet, også da han som voksen forfulgte sin drøm at blive kunstner.

Han blev aldrig nogen skelsættende eller toneangivende kunstner, i dag er han kun en fodnote i dansk kunsthistorie.

 Siegfred Neuhaus malede hovedsageligt portrætter og landskabsmaleri af dansk natur fra forskellige egne, landskabet ved Røsnæs i det sydlige Odsherred betød noget særligt for ham. Han malede dog også enkelte udenlandske landskabsmotiver, især fra Italien.

I sine portrætter søgte han mere end blot portrætligheden, de er ofte alvorlige, tænksomme og indadvendte.

Generelt malede Siegfred Neuhaus nænsomhed og ro i sine malerier, de var stilfærdige og beskedne, akkurat som han selv var som menneske. Han forsøgte aldrig at sprænge den velkendte billedverden, han var traditionalisten, som i sin kunst søgte at opbygge og uddybe den klassiske traditions ånd.

Han malede det intime, lukkede landskab, men også de åbne vidder med den store himmel.    

Siegfred Neuhaus var 13 år, da han mistede sin far, rebslagermesteren.

Siegfred var skolekammerat og ven med forfatteren Harald Kidde (1878-1918), han fik sit andet hjem hos familien Kidde. Drengene fulgtes på Vejle Latinskole, hvor Siegfred tog præliminæreksamen i 1894.

Efter eksamen kom han i lære som kontorist på Nørvang-Tørrild Herreders kontor, før han i 1899 flyttede til København og fik logi hos barndomsvennen Harald Kiddes mor, Doris Kidde.

Siegfred Neuhaus blev optaget på Kunstakademiet i år 1900 og fik malerne Frants Henningsen og August Jerndorff som undervisere. På akademiet lærte han Harald Giersing og Sigurd Swane at kende og knyttede snart venskab til dem.

De tre venner meldte sig efter nogle få semestre på Kunstakademiet ind på Zahrtmanns Skole. Her på skolen  var arbejdet med penselteknik og farver langt mere frit, end på Akademiet.

Siegfred Neuhaus tilbragte vintrene 1906-1907 og 1907-1908 på Zahrtmanns Skole, hvor han traf Olaf Rude, William Scharff og Jais Nielsen.

1907 var et skelsættende år i moderne dansk malerkunst. Da indledtes en ny tid med udgangspunkt i fransk kunst. Neuhaus rejste sammen med Swane til Paris på studieophold for at slutte sig til Giersing, der havde opholdt sig i den franske hovedstad siden året før.

De tre studerede især de franske impressionister for at hente inspiration hos dem.

Hvordan deres liv i byernes by dengang formede sig kan læses i den mindeartikel, som Siegfred Neuhaus 20 år senere skrev om Harald Giersing i ”Kunstbladet”:

”Henimod Foraaret 1907 kom Sigurd Swane og jeg til Paris, og fra nu af begyndte et fornøjeligt Samliv mellem os, hvor Giersing, som den allerede godt stedkendte, var den ledende. Louvre dyrkedes med en Ihærdighed, som nu forekommer mig fabelagtig, Luxembourgs lille Samling af Impressionister.

Det var jo i det hele taget disse Malere, som var os ganske nye, hvis Værker, vi søgte, hvor vi kunde, tilligemed de allernyeste Navne, som var trængt ind i vor Bevidsthed. Ad Omveje og Bagveje og ad Fortrappen, gennem Tjenere og Portnere stiftede vi Bekendtskab – ak kun alt for kort – med mange herlige Billeder af Gaugain, Signac, Degas, Renoir….de dejlige. Ting af Manet, son nu er spredte.”

Paris-opholdet blev en stor inspiration, ja nærmest revolutionerende for Giersing og Swane, som det omgående kunne ses i deres maleri.

Derimod forblev Siegfred Neuhaus’ maleri sært upåvirket af impressionisterne. Han fortsatte fuldstændig i den solide, naturalistiske malerstil.

Hjemme i København genoptog Neuhaus sine studier på Zahrtmanns Skole.

I 1908 debuterede han på Charlottenborgs Forårsudstilling, og samme år blev han ansat som tegnelærer på Teknisk Skole i Randers. Jobbet var kommet i stand via Giersings onkel, der var amtsforvalter i Randers.

Det var også i 1908, Siegfred Neuhaus i Værslev ved Kalundborg blev gift med præstedatteren, forfatteren Louise Bechmann (1881-1970).

I 1910 udstillede Neuhaus sammen med de gamle kunstnervenner på udstillingen ”Ung dansk kunst”, som fem år senere dannede grobund for oprettelsen af kunstnersammenslutningen Grønningen.

Selv om Siegfred Neuhaus omkring 1908 fik en større friskhed og stærkere farver i sine malerier, anses han ikke for at være en af tidens toneangivende kunstnere, modernisterne.

Gudenåen ved Randers, mosen i Værslev samt piletræer i markskel var blandt motiverne, han udstillede på ”Ung dansk kunst”.

Kunstkritikeren Carl V. Petersen skrev i sin anmeldelse af Charlottenborgs Forårsudstilling i 1913 således om Neuhaus malerier:

”De er lidet iøjnefaldende, disse Arbejder, der er noget tilbageholdende, noget fordringsløst og afdæmpet ved dem, som kan give dem et skær af Ubetydelighed, men fordyber man sig i dem, hvilken naiv og oprindelig Sikkerhed er der da ikke i Kompositionen, hvor smuk, hvor sanddru er ikke Farven, hvor nøje slutter ikke det kunstneriske Udtryk om Stemningsindholdet i hvert Arbejde. Er dette den store Kunst? Det er i hvert fald den gode Kunst, som vi altid har behov.”

Siegfred Neuhaus var i årene fra 1915 til 1948 ansat som tegnelærer ved Sorø Akademis Skole. Han var således på afstand af vennerne i hovedstaden både fysisk og mentalt.

Hans ven, Harald Giersing, skriver i et brev i 1918, at Neuhaus gør klogt i ikke at indsende malerier til Efterårsudstillingen:

”dine Billeder er for stilfærdige til at gøre sig der mere. Udstillingerne er jo efterhånden ved at blive

Slagsmål på Næverne.”

Gennem årene udstillede Siegfred Neuhaus kun enkelte gange i København. Kunstforeningen på Gammel Strand i København viste i 1934 en større retrospektiv udstilling, ligesom der på Charlottenborg vistes større udstillinger i i 1932 og 1942.

Frem til 1954 sendte han trofast værker til Charlottenborgs Forårsudstilling.

Vejle Museum markerede i 1954 hans 75års fødselsdag med en udstilling, og i begyndelsen af 1955 udstillede han for anden gang i Kunstforeningen i København, denne gang retrospektivt.

Siegfred Neuhaus døde få måneder senere.

Vejle Kunstmuseum viste i 1979 en mindeophængning i anledning af hans 100års fødselsdag, det samme gjorde Kunstmuseet i Sorø, som Neuhaus havde medvirket til at oprette i 1943. Her var han i en årrække et engageret bestyrelsesmedlem.

Leo Swane, direktør for Statens Museum for Kunst, og bror til Neuhaus ungdomsven, Sigurd Swane, skrev i anledning af Siegfred Neuhaus 70års fødselsdag i 1949 en artikel i en bogudgivelse, som favnede en fortegnelse over hans værker.

Her skjuler Leo Swane bestemt ikke, at Siegfred Neuhaus ikke havde en plads i forreste række af dansk kunst.

Hans beskedenhed var en medvirkende årsag, som Swane skriver, men: ”han hører til de stille i landet, hvilket vel kommer dels deraf, at hans evners art har tvunget ham dertil, dels deraf, at de har drevet ham dertil, tilskyndet ham til at leve i et nogenlunde lukket land.”

Leo Swanes konklusion lyder således: ”I al stilhed har Neuhaus’ malerkunst saaledes sit særpræg, uforandret i det væsentlige gennem et langt liv, meget har i disse Aar været under debat i kunstens verden, ude og hjemme; Neuhaus har spillet tilhørerens og iagttagerens rolle, sikkert ikke ligegyldig eller uinteresseret…”

Kunstsamleren og udstillingsarrangøren Erik Andreasen skrev: ”Siegfred Neuhaus var en fin naturalistisk maler med en sikker farvesans, hvis smukke landskabsbilleder og indtrængende portrætkunst vil blive stående i dansk malerikunst. Han var i sin kunst følsom og reserveret, men han var en ægte kunstner, som gennem hele sit liv ærligt og værdigt holdt sin egen personlige linie.”

Siegfred Neuhaus modtog i 1925 Sødrings præmie for landskabsmalere for maleriet ”Novemberdag ved Flommen”, i 1933 fik han Eckersbergs Medalje for ”Dame med florentinsk stråhat”, billedet er malet i 1911.

Forfatteren og musikeren Peter Hollerup Olesen, der ligesom Neuhaus har rødder i Vejle, konkluderer følgende, at Neuhaus: ”efter turbulente dannelsesår bliver en stille eksistens i provinsen, en kunstner der på baggrund af sit hæderlige men dybest set beskedne talent og sin passive, melankolske natur aldrig rigtig gør sig gældende i dansk kunstliv.”

Peter Hollerup Olesen slutter sin omtale af Neuhaus: ”Hvor både Swane og Giersing på deres måde sprænger traditionen og viser nye veje i dansk kunst, forbliver Neuhaus med sin tilbageholdende natur bemærkelsesværdig tro mod hvad han oprindeligt har lært på det – også for ham – forhadte Kunstakademi. Med årene udvikler han i sine bedste, mest vellykkede værker, hvad man kan kalde en forsigtig impressionisme.”

Siegfred Neuhaus er godt repræsenteret i Vejle Kunstmuseums samling. Han har også værker på Statens Museum for Kunst, Vestsjællands Kunstmuseum i Sorø, Randers Kunstmuseum, Aarhus Kunstmuseum, Aros, Kunstmuseet Trapholt i Kolding, Ribe Kunstmuseum og Kunstmuseet i Tønder.

Kilder: Mag.art. Nina Damsgaards artikel i Vejlebogen årgang 2005, Dansk Biografisk Leksikon, Vejle Stadsarkiv, Vejle Wiki, Vejle Amts Folkeblad.         

2024 Februar

Johannes Rønvig - Fotografen, der forevigede Vejle for eftertiden

Af Vibeke Kruse

Fotografier er historiske vidnesbyrd, som altid har haft stor betydning.

Det var Vejle-fotografen Johannes Rønvig (1891-1970) meget bevidst om. ”Rønvigs samling” på Vejle Stadsarkiv er i dag en guldgrube af viden om og dokumentation for et Vejle, der var engang.

Men hvem var Johannes Rønvig, og hvorfor blev han overhovedet fotograf?   

Johannes Rønvig var født i Vejle som søn af Jens Albert Rasmussen (1863-1937), der var redaktionssekretær på Vejle Amts Folkeblad.

Allerede som dreng begyndte han at interessere sig for at fotografere og for de mange muligheder, der fulgte med fotograferingens kunst.

Da han var blevet konfirmeret, kom han i lære hos fotograf Hans Albjerg, som i en årrække havde atelier i Nørrebrogade i Vejle. 

Her afsluttede Rønvig den tre-årige læretid og flyttede herefter til København.

I hovedstaden fik han ansættelse som portrætfotograf hos kongelig hoffotograf Elfeldt.

Det var i tiden omkring 1910, hvor fotobranchen var i en rivende udvikling. Hos Elfeldt arbejdede Rønvig med de nyeste fototeknikker og apparater, han fik styrket sin faglige viden og udviklede sig betydeligt som fotograf.

Efter tiden som portrætfotograf i hovedstaden, vendte Rønvig hjem til Vejle, hvor han blev selvstændig fotograf og fotohandler med en specialforretning for udstyr til amatørfotografer.

Rønvig etablerede i 1919 Fotocentralen i kælderlokaler under Landbosparekassen, der dengang lå på hjørnet af Grønnegade og Kirkegade. Her skabte han hurtigt en god forretning, hvor han fik hjælp af sin hustru, Karen Rønvig (1895-1984).

Med tiden blev der ansat fire - fem medarbejdere, fortrinsvis kvinder, desuden blev der hyret ekstra hjælp i de travle sommermåneder.

Det vakte stor opmærksomhed i byen, da Johannes Rønvig i slutningen af 1920’erne anskaffede et Leica-fotografiapparat til 24 x 36 optagelser.

På en travl dag i Fotocentralen blev der fremkaldt 2900 billeder for den omfangsrige kundekreds fra Vejle og omegn.

Johannes Rønvig var en pligtopfyldende og dygtig fotograf og fotohandler. Hans varemærke var, at kvalitet og fotohåndværk altid var 100 procent i orden.

Han afprøvede metodisk og grundigt de nye fotoapparater for at kunne rådgive sine kunder på bedste vis.

Rønvig etablerede også en klub for ivrige og dygtige amatørfotografer, ”Mappe Klubben”, som den blev kaldt.

Medlemmerne mødtes hjemme hos Johannes Rønvig på Rolighedsvej 7. Her diskuterede de fotografiets kunst og udvekslede erfaringer. 

Familien Rønvigs hjem i villa ”Tuen” på Rolighedsvej 7 var et smukt og velproportioneret hus, der var opført i 1914 og tegnet af Johannes Rønvigs bror, arkitekten William Rønvig og tømrermester E. Thomsen.

Johannes Rønvigs helt store passion var moderne dansk malerkunst. Han var således medstifter af Vejle Kunstforening og medlem af bestyrelsen fra 1932 til 1957. Da han forlod bestyrelsen, blev han udnævnt til æresmedlem af foreningen.

Rønvig gjorde meget for at smitte andre med begejstring for kunst. I det gæstfrie hjem i villa ”Tuen” på Rolighedsvej havde han en unik malerisamling, i de lyse stuer hang smukke malerier fra gulv til loft.

Johannes Rønvig var i forretningen fra tidlig morgen klokken 7.30 til lukketid klokken 19 lige bortset fra to timer fra kl. 14 til 16, hvor han gik hjem til Rolighedsvej for at spise til middag.

Hver søndag cyklede Johannes Rønvig rundt i Vejle og omegn for at finde gode motiver.

Han havde sans for at se skønheden i naturen og for at komponere smukke billeder. Rønvigs fotografier blev blandt andet brugt som motiv på fine postkort fra Vejle og omegnen. Flere motiver blev ligefrem forstørret og solgt i forretningen.

Johannes Rønvigs sikre fornemmelse for billed-komposition betød, at han også blev efterspurgt til at illustrere bøger, kalendere, jubilæumsskrifter, postkort med mere.

I mange år var han fast fotograf på den populære udgivelse ”Jul i Vejle”, og han leverede en væsentlig del af illustrationerne til C.V. Petersens store bogværk ”Vejle Bys Historie”.

Johannes Rønvig fik også specialopgaver for Vejle Kommune: han skulle fotografere saneringsmodne ejendomme.

I hele sit virke som fotograf i hjembyen efterlevede Rønvig sin kongstanke om at bevare så meget som muligt af det gamle Vejle via fotografiet.

Han var meget bevidst om, at fotografier er et historisk vidnesbyrd, som har stor betydning for eftertiden. 

Johannes Rønvig boede i 41 år i villaen på Rolighedsvej, som Vejle Kommune i slutningen af 1990’erne erklærede bevaringsværdig.

I januar 1967 solgte Rønvig Fotocentralen til sin førstemand, Hans Chr. Laursen, der havde været ansat hos ham siden 1958. Efter salget beholdt Rønvig tæt kontakt til forretningen, hvor han havde virket i næsten 50 år.

Johannes Rønvig døde i februar 1970 efter kort tids hjertesygdom. Fotocentralen flyttede i 1973 til sin nuværende adresse i Kirkegade 7.

Rønvigs enke, Karen Rønvig, skænkede i samarbejde med Hans Chr. Laursen en halv snes tusinde negativer til Vejle Byhistoriske Arkiv/Vejle Stadsarkiv. Det skete i 1973, og ”Rønvigs samling” er i dag et uvurderligt historisk materiale som en enestående dokumentation over et Vejle, der var engang.

Kilder: Redaktionssekretær Axel Rude, Vejle Amts Folkeblad, cand. mag. Birger Sørensen, Vejle Stadsarkiv.

2023 December

Brødrene Kidde døde med en måneds mellemrum af den spanske syge

Af Vibeke Kruse

Brødrene Harald og Aage Kidde var blandt de tusinder, der døde under den spanske syge i 1918. De døde med en måneds mellemrum, Harald Kidde den 23. november, og lillbroderen Aage den 29. december.

Harald Kidde blev 40 år, Aage Kidde 30 år.

De var sønner af amts- og vandløbsinspektør Chresten Kidde (1818-1894) og Inger Dorothea Corneliussen (1848-1931).

Harald Kidde (1878-1918) er den mest kendte af brødrene. Fødebyen Vejle indgår i hans forfatterskab, for han havde et usædvanligt og godt blik for byens naturskønne beliggenhed ved fjord, skov og bløde bakkedrag.

Han var født i Havnegade nummer 21, og fødehjemmet bærer i dag en mindeplade, som fortæller, at her blev forfatteren Harald Kidde født. Mindepladen blev placeret på huset ved Kiddes 80 års fødselsdag i 1958. Huset omtales altid som ”Kiddes hus”.

Familien flyttede siden til Sønderbrogade 35, hvortil der var den dejligste have. Harald Kidde betragtede altid huset som sit barndomshjem, her boede han, fra han var tre år, til han blev 16 år.

Harald Kidde var elev på Kirstine Seligmanns Skole, og frk. Seligmann beskrev ham som ”en intelligent og indadvendt, drømmende dreng med lidt sørgmodige, store brune øjne.”

En tidligere skolekammerat husker Harald Kiddes karakteristiske, slørede stemme og beskriver ham som en dreng med spinkel, fin krop med et stort, ligesom for tungt hoved og med et stærkt markeret ansigt, der måske sammen med det mærkelige kransskæg betød, at han virkede langt ældre, end han var.

En ven skriver fire år efter Harald Kiddes død: ”Alle hans bevægelser var langsomme, hans gang, som om han skulle tænke en tanke for hvert skridt. Der var noget overfølsomt, forfinet ved ham, som om alle sjælens og legemets nerver lå blottede.”

I 1894 havde Harald Kidde den sorg at miste sin far. Hjemmet blev solgt, og moderen flyttede med de to sønner til en lejlighed i Skyttehusgade 19. Her boede de i fire år, indtil flytningen til København.

Sin gymnasietid tilbragte Harald Kidde på Vejle Højere Almenskole hos rektor Krarup. Skolen lå i begyndelsen på Dæmningen men flyttede siden til Latinergården i Nørrebrogade.

I gymnasiet fik Harald Kidde mange kammerater, han oplevede også, at de første piger blev optaget, blandt dem en smuk pige, Jenny, som hurtigt blev genstand for alle drengenes beundring, særligt også for Harald Kiddes.

En stor del af hans senere forfatterskab har netop relation til hans ulykkelige forelskelse i Jenny. Hun gengældte nemlig ikke Harald Kiddes kærlige følelser.

Jenny var datter af mejeribestyrer Peter Sørensen, der drev mejeri i Gyldings gamle købmandsgård i Torvegade, hvortil der var en stor have. Her mødtes alle skolekammeraterne ofte.

Senere købte Peter Sørensen gården Sofiesminde, der lå ude i Vejle enge, og her kom de unge også ofte på besøg. Det landlige miljø indgår også i Harald Kiddes store roman ”Aage og Else.”

Harald Kidde blev student i 1898 og flyttede herefter til København sammen med sin mor og lillebror. Han tog filosofikum i 1899 og søgte ind på det teologiske studie på Københavns Universitet. Efter at have studeret i et års tid, opgav han studierne og debuterede i 1900 med udgivelsen ”Sindbilleder”, der er en samling tekster i tidens stil.

To år senere kom første bind af nøgleromanen ”Aage og Else” med titlen ”Døden”. Anden del med titlen ”Livet” kom i 1903. Romanen var inspireret af folkevisen om Aage og Else.

Handlingen bygger på Harald Kiddes egne erfaringer med mange dødsfald i hans barndom. Tre søskende, hans bedste ven og hans far er døde.

Romanens hovedperson, Tue, er Harald Kidde selv. De mange dødsfald bliver en kamp i hans indre mellem båndene til dem, der ikke er mere, og båndene til hans ungdomsforelskelse. Hele romanen er båret af stærke erindringsbilleder og smukke naturbeskrivelser fra Vejle.

I romanen slår de temaer igennem, som prægede hele Harald Kiddes forfatterskab, nemlig sjælegranskning og poesi.

Med to års mellemrum udgav han en række værker, der alle er store og tunge i stemning og handler om eksistentielle emner som livet og døden, udviklingen og kærligheden. Det var ikke bøger, der blev læst af den store almenhed, men det var bøger, der ikke blev glemt af dem, der læste.

Stilistisk er forfatteren J.P.Jacobsen tydeligt en stor inspiration for Harald Kidde hvad angår psykologisk detaljering og betydningsladede naturbeskrivelser.

I 1904 mødte Harald Kidde under en rejse til Schweiz forfatteren Astrid Ehrencron-Müller (1871-1960). De blev gift i 1907, og dyrkede hver især forfatterskabet. Hun udgav 60 bøger, i sit korte liv blev det til 10 udgivelser for  Harald Kidde.

Efter en række mindre romaner slog Kidde igennem med Helten (1912), der ikke i første omgang blev en succes. Den solgte kun 190 eksemplarer det første år, men siden voksede dens publikum sig større. I dag er den genudgivet flere gange og udgivet på tysk, fransk, norsk og vietnamesisk.

Forfatteren Tom Kristensen skrev om Harald Kiddes ”Helten”:

”Det er et af hovedværkerne i det tyvende århundredes danske litteratur. Den burde havde skaffet ham verdensberømmelse, men jordisk succes blev lige så lidt tildelt ham, som den blev tildelt hans helt, Clemens Bek.” 

De følgende år arbejdede han med arkivstudier og indsamling af materiale til den store roman ”Jærnet”, der var planlagt til at være den første af fire bøger om Värmland gennem 100 år.

Sådan gik det ikke, for Harald Kidde døde af den spanske syge et par uger efter romanens udgivelse.

Han oplevede således ikke modtagelsen af ”Jærnet”, der anses for at være helt unik i dansk litteratur, som en ekspressionistisk bevidsthedsstrøm, hvor facts, historie, emotionelle eruptioner og idéer mikses i et flertydigt forløb.

Man kan med god grund sige, at Harald Kidde med ”Jærnet” foregriber det, som den irske forfatter, James Joyce, chokerer verden med fire år senere med romanen ”Ulysses”.

Tom Kristensen skrev: ”Harald Kidde tog sit digterkald så alvorligt, at han sled sig op. Af hans storværk om Värmland udkom kun den ekstatiske roman ”Jærnet”. Var det værk blevet fuldendt, var han måske blevet anerkendt af en verden, som andagtsfuldt falder på knæ for tykke bøger.

Nu er der kun en lille dansk menighed. De elsker denne mand, som stejlt og trofast stod på sit og skildrede dyder, der er ved at gå ud af kurs.

En indadvendt i en udadvendt tid, en romantiker i en realistisk tid, en religiøs skeptiker i en lige så skeptisk irreligiøs tid, en digter, som har tid til at vente, til menneskene vender blikket indad igen.”

I dagbladet ”Kjøbenhavn” skrev forfatteren Carl Dumreicher i sin nekrolog over Harald Kidde:

”Harald Kidde er død. Ordene tager en helt ind om hjertet og med et knugende og lammende greb, fordi netop han, der kæmpede ærligere, søgte dybere, stræbte højere end nogen anden i det slægtled af danske forfattere, han tilhørte, nødigts af alle kunne undværes nu, hvor de linjer, han i lange tider var ene om at følge, mere og mere åbenbarer sig som fremtidens.

Han var både for ung og for god til den tidlige og uskønsomme død, der har taget ham bort, just som han nærmede sig højden af sit forfatterskab, og berøvede dansk litteratur en af dens fineste og reneste personligheder.

Så ung han end var, og så meget han endnu havde at give, nåede han dog ikke blot at efterlade erindringen om en elskelig personlighed fuld af mild varme og sjælfuld alvor, men at indskrive sit navn i dansk litteratur med uforgængelige værdiers vægt. ”

Harald Kidde er begravet på Bispebjerg Kirkegård.

På samme kirkegård ligger Harald Kiddes lillebor, Aage Kidde, begravet.

Aage Kidde (1888-1918) var kun seks år, da faderen døde. Det var et stort tab for den lille Aage, der i 1898 flyttede til København sammen med sin mor og storebror.

Aage Kidde var som sin bror godt begavet, og i 1907 tog han studentereksamen fra Frederiksberg Gymnasium. Året efter tog han filosofikum og begyndte at studere statskundskab.

Fra sin opvækst havde Aage Kidde fået en stærk nationalfølelse og politiske idealer, der lå Højre nær.

Han var en fuldstændig modsætning til sin storebror, udadvendt, energisk, målbevidsthed og havde trods sin unge alder en betydelig myndighed, der betød, at mange jævnaldrende fulgte ham og hans synspunkter.

Fra 1908 engagerede han sig i et omfattende arbejde i Studenterforeningen, han opgav sit studie og brugte al sin tid som medlem af dens seniorat 1908–    10, hvor han var næstformand 1914.

Aage Kiddes omfattende og energiske arbejde betød, at Studenterforeningens konservative flok blev den førende fraktion. Han havde umiddelbart efter sin studentereksamen meldt sig ind i Studenterforeningens sønderjyske fraktion Hejmdal. Han var Hejmdals formand 1911–12 og 1914–16.

Fra 1908 var han medlem af bestyrelsen for ”To løver”, der var den konservativt prægede akademiske organisation for hjælp til danskheden i Slesvig.

Som officer i Akademisk Skyttekorps viste Aage Kidde store lederevner. Han aftjente ikke kun sin værnepligt, han forsvarede danskheden i Slesvig, det var simpelthen en naturlig og integreret del af hans nationalfølelse.

Aage Kidde var efter 1910 også drivkraften i reorganiseringen af Højres ungdomsforeninger, først i København og Gentofte, senere i hele landet. Han var således landsorganisationens formand i årene 1913–16.

Der blev lagt mærke til den unge Kidde i Højres partiorganisation, hvor han gjorde han sig gældende fra omkring 1909, en overgang som medlem af repræsentantskabet for det moderate højre.

Aage Kidde var overbevist om, at Højre måtte acceptere den lige og almindelige valgret og erkende et socialt ansvar, men først og fremmest gjaldt det nationen og forsvaret.

Selv om han var tilhænger af det, der blev opnået ved grundlovsforliget 1915, advarede han dog mod at indgå forliget på det tidspunkt, fordi – som han udtrykte det: ”Ministeriet Zahle er ikke og kan ikke blive midtpunktet for det danske folks tillid”.

Da forliget var indgået, blev han aktiv i udarbejdelsen af det program. der betød afsked med det gamle Højre og dannelsen af Det Konservative Folkeparti.

Aage Kidde brugte nu sine kræfter i Det Konservative Folkeparti med det mål at blive folketingsmedlem og arbejde for den slesvigske sag.

I 1913 havde han været Højres kandidat i Bogensekredsen, og i april 1918 blev han valgt til Folketinget i Bogense-, Otterup- og Odense første kreds.

På grund af omvalg i Bogensekredsen blev hans mandat først gyldigt fra 23. juli 1918.

Hans medlemskab af Folketinget blev kun på fem måneder. 29. december døde han af den spanske syge en måned efter, at hans storebror var bukket under for samme sygdom.

Aage Kiddes store idealistiske arbejde blev en inspiration for de unge konservative politikere, der fulgte efter. Måske især for hans nære ven og medarbejder, J. Christmas Møller, der følte en forpligtelse til at føre Aage Kiddes arbejde videre.

Kilder: Danmarks Nationalleksikon, Vejle Wiki, cand.mag. Birger Sørensen, Vejle Amts Folkeblad, Vejle Stadsarkiv.

Billedtekst: Harald Kidde malet i 1902 af ungdomsvenner, Siegfred Neuhaus. Harald Kidde blev 40 år. Foto: Vejle Stadsarkiv

Billedtekst: Harald Kiddes mindesten i Nørreskoven i Vejle med relieffet udført af vennen, Rikard Magnussen. Foto: Oskar Jensen/Vejle Stadsarkiv.

Billedtekst: Den unge politiker Aage Kidde, der kun nåede at være medlem af Folketinget i fem måneder, før han døde af den spanske syge. Han blev 30 år.

Foto: Kongelig Hoffotograf Peter Elfeldt/Vejle Stadsarkiv.      

2023 Oktober/ November

Snublesten

Af Anders Nedergaard Bæk Petersen

I slutningen af 1930´erne flygtede flere og flere jøder ud af Nazityskland, hvor deres fremtid så håbløs ud. Det var især unge mennesker, der tog flugten fra Tyskland. De unge drømte om at skabe en jødisk stat, og denne skulle ligge i Palæstina, hvor man ønskede at oprette staten Israel. Der var bare det problem, at området ved Palæstina hørte under britisk mandat, og derfor var det Storbritannien, der bestemte, hvem der måtte indvandre til området.

Ud af de mange unge mennesker var der et ægtepar ved navn Max og Viktoria Ellberger. Max Ellberger var født i Schweinfurt i 1913 og Viktoria Ellberger født i Zborov i 1914, det daværende Østrig-Ungarn – i dag Slovakiet.

Max måtte i 1934 opgive sine universitetsstudier grundet nazisternes diskrimination og forfølgelser af jøder. I stedet begyndte han som blikkenslager, hvilket ville blive brugbart i forbindelse med udvandringen til Palæstina, hvor der ville blive brug for folk med forstand på håndværk og landbrug. Som en del af udvandringsprogrammet til Palæstina, blev Max Ellberger medlem af ”Hechaluz”, der var den største organisation indenfor udvandring af jøder til Palæstina. Hechaluz betyder ”pionererne” og var en verdensomspændende organisation, der blev dannet umiddelbart efter 1. verdenskrig. I 1933 ved nazisternes magtovertagelse, havde organisationen et medlemstal på 83.000.

Max og Viktoria Ellberger blev 16.9.1937 viet i Frankfurt, og flyttede kort tid efter til München, hvor de blev forstandere på et jødisk ungdomshjem. Gestapo lukkede ungdomshjemmet d. 9. november 1938, da Krystalnatten rasede over hele Tyskland. I den forbindelse blev Max Ellberger anholdt og sendt til koncentrationslejren i Dachau. Max Ellberger blev lukket ud af Dachau, da han bekendtgjorde, at han ville forlade Tyskland sammen med Viktoria. Sammen fik de frataget deres statsborgerskab og blev gjort statsløse. Gennem Hechaluz fik de opholdstilladelse i Danmark, hvor de ankom til i 1939. I første omgang boede de ved Rønnede på Sjælland, men senere rykkede de til Jylland, hvor de skulle hjælpe til med undervisningen af jødiske flygtningebørn i alderen 14-17 år. Disse jødiske flygtningebørn var yngre end Max og Viktoria Ellberger, og de var ankommet igennem en organisation kaldet ”Jugend-Aliyah”. Jugend-Aliyah fik i alt sendt 320 børn til Danmark. De 320 børn kom til Danmark i et samarbejde mellem Jugend-Aliyah og Kvindernes Internationale Liga For Fred og Frihed i Danmark. Derfor blev de jødiske børn også kaldet for ligabørn.

En stor del af børnene ankom til Skanderborg-området og det var her at Max og Viktoria Ellberger skulle undervise børnene. Børnene blev undervist 1-2 gange om ugen i hebraisk, musik, historie og lignende. Det var et vigtigt samlingspunkt for børnene, fordi de ikke havde noget familie i Danmark, men i denne ugentlige skole kunne de være sammen med venner og fælles bekendte. Max Ellberger bliver beskrevet som en meget musikalsk mand, der kunne spille på alverdens instrumenter. Når børnene skulle øve jødiske sange, hev han gerne violinen eller guitaren frem, så han kunne akkompagnere.

I 1941 skulle den jødiske gruppe ved Skanderborg flytte, da området blev lavet om til en såkaldt sikkerhedszone, hvor der ikke måtte opholde sig udlændinge og statsløse. Derfor blev gruppen flyttet til Vejle, hvor den lokale formand for Kvindernes Fredsliga, Anna Boesen, gik i gang med at finde nye hjem til alle ligabørnene. Det lykkedes hende med hjælp fra præsten Søren Andersen i Skibet at finde nye hjem til alle. Børnene blev primært indkvarteret hos lokale gårdmænd i området ved Skibet, Højen, Nr. Vilstrup og Jerlev. Ellberger tog på forhånd rundt og besøgte de lokale gårdmænd, for at sikre sig at børnene blev indkvarteret ved nogle ordentlige mennesker, og de kunne samtidig forberede gårdmændene på, hvad det var for nogle børn, de fik ind.

Ægteparret selv blev indkvarteret hos gårdejerparret Niels Christian og Karen Marie Sørensen på Vestergaard i Jerlev, og de fik lov at bruge Nørre Vilstrup Missionshus som samlings- og undervisningssted for de unge.

D. 30. september 1943 modtog Max Ellberger et telegram, hvori der stod: ”Far meget syg, rejs straks!” Max Ellberger forsøgte straks at advare de unge jøder på Vejle-egnen. Han ringede derfor rundt til de lokale gårdmænd, men noget gik galt. Gårdmændene forstod ikke advarslen, eller også ville de ikke tro på den. I hvert fald kan man i politirapporten fra 30. september 1943 læse følgende:

”Politimesteren i Vejle indberetter, at nogle Gaardejere i Nærheden af Vejle, der beskæftiger ”Ligabørn” (det vil sige unge Mennesker af jødisk Herkomst, der gennem danske Kvinders Fredsliga i sin Tid blev anbragt ved Landbruget med senere Udvandring til Palæstina for Øje) paa deres Gaarde, i Dag havde henvendt sig til Politiet i Anledning af, at de var blevet ringet op af en ukendt Mandsperson, der havde fortalt dem, at det var farligt for dem, saafremt de husede de paagældende unge Mennesker, og at det kunde faa de alvorligste Konsekvenser, saafremt de vedblev at huse dem.”

På trods af Ellberger ikke kunne trænge igennem til plejefamilierne, lykkedes det ham at advare andre ligabørn, som han kom i direkte kontakt med. De spredte budskabet videre til andre af deres kammerater, og derfor lykkedes det for en del af dem at flygte. For Max og Viktoria lykkedes det imidlertid ikke at flygte, selvom de forsøgte. Max Ellberger husker flugtforsøget sådan her:

"Da min kone og jeg prøvede at flygte, i sidste øjeblik (…) nægtede vores læge en pro forma indlæggelse af min gravide kone. Han mente, det ikke kunne nytte noget. Min kone har opfordret mig (til) at nævne dette. Lægen var en fej hund, men hvad så? At bageren fortalte til SS hvor vi var gemt, det kan vi forstå. Jeg har selv prøvet at se ind i en revolvermunding.”

Max og Viktoria måtte derfor lide den skæbne, at de skulle deporteres fra Vejle til koncentrationslejren Theresienstadt i Tjekkiet.

Den 17. april 1944 fødte Viktoria Ellberger et barn i Theresienstadt, Chaja Ellberger. Chaja Ellberger døde godt en måned senere, den 26. maj 1944. Chaja Ellberger blev dagen efter brændt i krematoriet i Theresienstadt. Besøger man i dag Terezín památník (Museet i Theresienstadt) vil man også kunne finde Chaja Ellbergers navn på mindetavlen for døde børn i Theresienstadt.

Max og Viktoria Ellberger overlevede begge krigen, og efterfølgende slog de sig permanent ned i Danmark. I Vejle Amts Folkeblad 11. juni 1945 kan man læse, at Max Ellberger ville holde foredrag om oplevelserne i Theresienstadt for den vejlensiske befolkning. Ægteparret rykkede videre fra Vejle til København. Her fik de i 1948 en datter, Sulamith. Både Max og Viktoria blev begge over 90 år, og ligger i dag begravet på Mosaisk Vestre Begravelsesplads i København.

Kilder:
Laursen, Jan og Anders Nedergaard Bæk Petersen
”Da Holocaust ramte Vejle.” Vejlebogen 2019

Petersen, Anders Nedergaard Bæk

Hannelore Foght Nielsens historie. Odense: Upubliceret. 2016.

Jensen, Fredy og William Rosenkilde.
Anna Boesen – Mine jøder. Vejle: Forlaget Humilitas 1985.

Silvia Goldbaum Tarabini, Danske jøders liv og død i Theresienstadt, Gyldendal, 2023.

Vejle Amts Folkeblad, 11.6. 1945

2023 September

Da kong Christian X kastede glans over Vejles byjubilæum

Af Vibeke Kruse

”Seks hundred år med købstadsrang, vor by med ære skriver, og derfor priser vi i sang, de gode gavers giver.”

Sådan skrev digteren Anton Berntsen i sin jubilæums-kantate til Vejle, da byen 16. august 1927 fejrede 600 års by-jubilæum.

Kantaten blev opført ved festgudstjenesten i Sct. Nicolai Kirke, som i dagens anledning var smukt pyntet med mange flag og guirlander af vedbend, som i buer var hængt op på de hvide kirkemure og mellem kirkens massive piller.

Kong Christian X havde meldt sin ankomst på sit første officielle besøg siden tronbestigelsen i 1912.

Han havde i sin tid som prins været i Vejle i forbindelse med sin deltagelse i en militærøvelse i Jylland i 1904.

Nu ankom majestæten i bil fra sit sommer-domicil på Marselisborg Slot i Aarhus. Han blev modtaget uden for byen af politimester H. Kjørboe, der var i bil sammen med motorsagkyndig, fabrikant P. Mathiesen.

Da kongens vogn svingede fra Orla Lehmannsgade ind i Vedelsgade, brød folk ud i spontan jubel og råbte hurra for kongen.

De mange jublende vejlensere var årsag til, at kongen lod bilen standse og steg ud for at hilse på.

Foran amtsgården i Vedelsgade blev han modtaget af amtmand, kammerherre Knud Valløe (1867-1937), der var i galla-uniform med den karakteristiske sovsekande-lignende hat på hovedet.

Vedelsgade var festligt udsmykket med guirlander og flag, Forsvarsbrødrene og medlemmer af Garderforeningen samt veteraner fra krigen i 1864 stod opstillet for at hilse på kongen.

Christian X gav hånd til de gamle veteraner, han talte med hver enkelt og spurgte, hvor de havde kæmpet. I anledning af kongebesøget bar veteranerne de medaljer, de havde modtaget efter at have deltaget i krigen.

Forsvarsbrødrenes formand, typograf Carl Høyer, bød kongen varmt velkommen og udbragte et leve.

Kongen takkede og gik derefter med amtmand Valløe mod amtsgården, hvor han på trappen blev modtaget hjerteligt af fru Asta Valløe.

Klokken 12.30 forlod kongen amtsgården sammen med amtmanden for at begive sig til Vejle Rådhus og byens officielle modtagelse. De var på turen ledsaget af politimesteren, kabinetssekretæren, kammerherre Krieger og adjudanten, kaptaj Harhoff.   

På Rådhustorvet ventede et menneskehav på kongen, og alle råbte hurra, da han kom gående. Han fik endnu flere hurra-råb, da han stod på rådhusets trappe.

Byens daværende borgmester, Christian Jacobsen, var syg, og derfor var det viceborgmester, gartner Frederik Poulsen, og byrådets jubilæums-udvalg, der stod for den officielle modtagelse på rådhuset.

Christian X blev præsenteret for medlemmer af Vejle Byråd, og umiddelbart derefter trådte kongen og viceborgmesteren ud på rådhusets balkon.

Her fik kongen endnu engang en stormende hyldest fra de begejstrede vejlensere.

Kong Christian talte fra balkonen og lykønskede vejlenserne med byens 600-års jubilæum.

”Til lykke på fødselsdagen, fremgang og lykke for Vejle by, dens borgere til ære – også i fremtiden”, sagde kongen.

Kongens lille tale blev modtaget med jubel af menneskehavet på Rådhustorvet.

Herefter inviterede byrådet på frokost i amtsrådssalen på rådhuset. Her udtrykte kongen glæde over byens feststemning, der viste sammenhold, og han tilføjede: ”Vi er kun et lille samfund, og vi må holde sammen.”

Kongen udbragte derpå et leve for ”vort fælles hjem, Danmark, hvis sønner, vi alle er. Det land, som vi vier vort arbejde, hver efter sin indsats.”

Efter frokosten blev der serveret kaffe i byrådssalen, hvor alle stod op. Her hilste Christian X blandt andet på folkemindesamleren Evald Tang Kristensen, som han takkede varmt for det store samlerarbejde, han udførte.

Da klokken var 15.20, steg kongen ind i sin bil, der holdt foran rådhuset, og bilen kørte langsomt gennem byen med retning mod Marselisborg Slot.

Kongebesøget var slut og allerede en del af Vejles historie.

Om aftenen samledes cirka 15.000 mennesker – iberegnet barnevogne og lærlinge -som hovedtaleren, folketingsmand A.C. Meyer, spøgefuldt sagde, til folkemøde i Skyttehushaven.

Haven var pyntet med flag og kulørte lamper, der ”tog sig nydeligt ud, da mørket faldt på”, som det hedder i et avisreferat fra festligheden.

A.C. Meyer gav i sin tale et rids af Vejles historie som købstad i gode og dårlige tider. Han huskede endnu det skønhedsindtryk, han modtog, da han for første gang besøgte Vejle i 1884-1885.

Folketingsmanden fremhævede, at Vejle i sine lykkeligste tider havde haft et borgerliv, der var overordentligt interessant. Det gamle borgerskab i Vejle havde ikke blot haft øje for at skabe det nødvendige til livets ophold, men også forstået at give tilværelsen et skær af romantik og skønhed.

Han takkede Vejles borgere for deres indsats i dansk foretagsomhed og tilføjede, at det stadig gjaldt om, at hver på sin måde ydede sit bedste.

”Så ydes Vejle den ære, der tilkommer den”, sagde folketingsmanden.

Operasanger Per Bjørn sang fra Skyttehushavens musiktribune som solist og var forsanger, da den store folkemængde sang den hyldest til Vejle, der var skrevet af bogtrykker Poul Hertz i København.

Hans glæde over drengeårene i Vejle fremgik af verselinjer som disse: ” Min fædrene by, jeg har nynnet dit navn, når jeg standsed en stund på de fremmede steder, og mit sind søgte ly ind i mindernes favn, og min tanke fortabtes i barndommens glæder.”

Ud på aftenen var der stort festfyrværkeri, og især årstallet ”1327” og ”1927” i ildskrift vakte bifald.

Ved 23-tiden vandrede et stort fakkeltog fra Skyttehuset gennem skoven og fortsatte gennem byens gader. Mange havde tændt lys i vinduerne, og adskillige huse i Vejle var udsmykket med kulørte lamper – især husene i Skyttehusgade.

Fakkeltoget gik forbi Vejle Rådhus, og på pladsen ved Sct. Maria blev faklerne kastet i bål.

Vejle Rådhus og den gamle administrationsbygning i centrum af byen var illumineret i forskellige farver. Så farverigt og stemningsfuldt sluttede en historisk dag i Vejle.

Kilder: Vejle Amts Folkeblad, Axel Rudes bog ”Billeder fra det gamle Vejle”, Vejle Stadsarkiv.

2023 August

Anton Berntsen skrev med underfundig jysk lune

Af Vibeke Kruse

Sang nummer 178 i Højskolesangbogen har både tekst og melodi af forfatteren Anton Berntsen (1873-1953).

Sangen er skrevet i 1928 og hedder ”Mi nååbo, Pe Sme”.

Anton Berntsen var født 26. august 1873 på Assendrup Mark, hvor hans far var skrædder, husmand og landsbyspillemand.

I 150-året for hans fødsel er der god grund til at fejre ham og hans forfatterskab, sådan som det sker i Byhistorisk Selskab for Vejle.

Anton Berntsen blev uddannet snedker og valgte efter endt læretid at satse på instrumentbyggeri. I fem år arbejdede han i Ringkøbing, før han vendte hjem til Vejle. I 1901 etablerede han ”Anton Berntsens Orgelfabrik”, der lå i Ørstedsgade.

I sine 37 år som orgelbygger blev der på orgelfabrikken bygget cirka 3700 orgler og en enkelt cello.

Fra 1938 helligede Anton Berntsen sig digtergerningen på fuld tid.

Det var folkemindesamleren Evald Tang Kristensen (1843-1929), der opfordrede ham til at udgive debutdigtene ”Noget”, som var skrevet på rigsdansk. Digtene udkom i 1914.

Bulderbassen Evald Tang Kristensen og den forsigtige og ofte tungsindige Anton Berntsen lærte hinanden at kende, da Tang Kristensen ønskede et harmonium til sin kone.

Som lokalhistorikeren Vigand Rasmussen har fortalt i sine beretninger om d’herrer: ”Typisk for den påholdende Tang Kristensen skulle Berntsen have nogle af Tang Kristensens bøger i bytte.”

Mødet mellem de to meget forskellige mænd førte til et livslangt venskab.

Via Tang Kristensen gjorde Anton Berntsen også Jeppe Aakjærs bekendtskab. Og ligesom Tang opfordrede Aakjær også Berntsen til at skrive løs: ”Skriv af karsken bælg”, som der stod i et brev fra Jeppe Aakjær.

Evald Tang Kristensen havde en sikker fornemmelse for, at Anton Berntsen udtrykte sig bedst som digter, når han skrev på den lokale dialekt, som han kendte så godt.

Her ramte han netop det lune og underfundighed, der var karakteristisk for folkelivet på fødeegnen i Engum Sogn.

Anton Berntsens digt om naboen, Per Smed, der overhovedet ikke havde blik for naturens og livets skønhed, men altid spurgte: ”Hwa nøtt er et te?”,

indgår i hans vigtigste digtsamling ”Gjemme-Ævvel”, der udkom i 1922.

Digtsamlingen var netop tilegnet Evald Tang Kristensen.

”Gjemme-Ævvel” blev en stor succes, digtsamlingen blev trykt i mere end 12.000 eksemplarer i årene fra 1922 til 1944.

Oplagstallet var imponerende men karakteristisk for tiden, hvor den folkelige dialektsang havde stor gennemslagskraft og popularitet især takket være Sten Steensen Blicher og Jeppe Aakjær.

Netop sangen om Per Smed og fortællingen om naboen, der ikke har sans for alt det kønne, er typisk for Anton Berntsens underdrevne jyske lune.

Flere komponister, blandt andre Carl Nielsen, har skrevet melodi til sangen, men det er Anton Berntsens egen og meget enkle og sangbare melodi, der har overlevet.

Anton Berntsen nåede med sin digtning ind til de fjerneste kroge af den jyske almues lune, følsomhed og sammensatte væsen.

I sine senere år skrev Berntsen især epigrammer, det vil sige: korte, fyndige digte.

Hver år ved juletid i årene 1936-1952, udsendte han et bind epigrammer, der oprindeligt havde været trykt i Vejle Amts Folkeblad som ”Lørdags-Rim”.

Kilder: Lokalhistorikeren Vigand Rasmussen, Vejle Amts Folkeblad, Vejle Wiki, Dansk Biografisk Leksikon.

2023 Juli

Ragnhild Gustafsson og Søbadeanstalten

Af Vibeke Kruse

Tirsbæk Strand og Albuen er i dag populære badestrande for vejlenserne.

Fra 1914 til 1959 var det Søbadeanstalten på havnen, som både børn og voksne besøgte for at bade.

Badeanstalten lå der, hvor Svineryggen begynder, og hvor en stor del af lystbådehavnen ligger i dag.

Det var også her, vejlenserne lærte at svømme og fik undervisning af den legendariske svømmelærerinde Ragnhild Gustafsson (1902-1983).

Hun lærte flere generationer af vejlensere at svømme.

Som 17-årig blev hun ansat som bademester og svømmelærerinde på badeanstalten.

Hun afløste en anden 17-årig på posten, nemlig Mille Gade (1897-1982), søster til komponisten Jacob Gade (1879-1963). Hun blev senere et kendt navn ligesom sin bror. Han for kompositionen Tango Jalousie, hun for at svømme over Den Engelske Kanal.  

Daværende stadsingeniør Runge betragtede den unge Ragnhild grundigt, da hun kom til samtale om jobbet.

Hun prøvede ihærdigt at overbevise ham om, at hun var den helt rigtige at vælge som ny bademester og svømmelærer.

Runge var betænkelig, men han blev overbevist af Ragnhilds modenhed og frejdige væsen. Det viste sig at være et godt og rigtigt valg, for Ragnhild Gustafsson passede jobbet på badeanstalten i 40 år indtil lukningen i 1959.

Svømmeundervisning af skolebørn var en stor del af hendes virke, når badeanstalten var åben i de fire sommermåneder.

I godt vejr var alle bassiner fyldt med badende børn og voksne. Luften var fyldt med latter og råb, og efter badeturen lagde de fleste sig på det medbragte håndklæde og tog solbad.

Om formiddagen kom skolebørn i selskab med deres gymnastiklærer for at lære at svømme eller for at tage den lille eller den store frisvømmerprøve.

Ragnhild Gustafsson var respekteret som bademester og svømmelærer.  Hun havde også stor betydning for svømmesportens udvikling i Vejle.

I midten af 1920’erne svømmede hun - som propaganda for svømmesporten - over Vejle Fjord fra Munkebjerg til Tirsbæk.

Hun svømmede fuldt påklædt, og da hun kom i land ved Tirsbæk, iførte hun sig sin svømmedragt og svømmede retur til Munkebjerg.

Hvor mærkeligt det end er at tænke på, så er det ganske vist, at svømning gennem flere år var organiseret af Vejle Boldklub!

Ja, I læste rigtigt!

Som ganske ung var Ragnhild Gustafsson en dygtig konkurrencesvømmer, hun stillede op for – Vejle Boldklub!

Sådan var det indtil 26. september 1926, da Vejle Svømmeklub blev en realitet.

Udbrydere dannede i 1937 svømmeklubben Triton, og frem til 1947 eksisterede de to klubber side om side, hvorefter de blev lagt sammen til Vejle Svømmeklub ”Triton”.

Efter anden verdenskrig var badeanstalten knap så populær som tidligere. De badende var ofte mere snavsede efter badet, end før de hoppede i vandet.

Sundhedsmyndighederne var stærkt utilfredse med forholdene, ikke mindst fordi skolebørn var de flittigste brugere.

Badeanstalten trængte efterhånden til en gennemgribende modernisering, som ville blive kostbar.

Byrådet besluttede derfor i 1959, efter indstilling fra skovudvalget, der administrerede badet, at nedlægge det med sæsonens udgang.

Da var den kunstigt anlagte badestrand ved Albuen blevet populær og godt besøgt med cirka 80.000 badegæster.

Efter badeanstaltens nedlæggelse var Ragnhild Gustafsson aktiv som underviser på Idrætsskolen, der i 1958 netop var udvidet med et svømmebassin, samt i Mølholmsbadet og i Idrættens Hus.

Som 75-årig var Ragnhild Gustafsson stadig at finde som aktiv ved bassinkanten, når svømmeklubbens medlemmer trænede. Hun var altid klar til at hjælpe med et god råd og til at vejlede nye medlemmer ved indskrivningen.

Hun var medlem af svømmeklubbens bestyrelse i 35 år og havde som sådan enorm betydning for svømmeundervisningen og svømmesporten i Vejle.

Kilder: Vejles Historie: ”Moderne tider,” lokalhistorien Vigand Rasmussen, Thorkild Worm ”Vejle – Minder fra gamle dage.”

2023 Juni

Museumslederen, der fik stor betydning

Maleren Robert Dueholm Jessen blev den første leder af Vejle Kunstmuseum, der nu fylder 50 år

Af Vibeke Kruse

Maleren Robert Dueholm Jessen (1909-1989) fik både som kunstner og som museumsleder stor og afgørende betydning for kunst- og kulturlivet i Vejle.

Dueholm Jessen blev i 1959 leder af Vejle Museum med fokus på kunstsamlingens udvikling.

Her opbyggede han en samling af høj kvalitet og grundlagde en

udstillingstradition, der voksede sig så stærk, at kunstafdelingen i 1973 blev udskilt fra den kulturhistoriske og arkæologiske samling, der var etableret i 1923.

Vejle Museum som institution fylder således 100 år, og Vejle Kunstmuseum blev for 50 år siden et selvstændigt museum med Robert Dueholm Jessen som kunstmuseets første leder, et job han bestred frem til 1979.

Det er Dueholm Jessens fortjeneste, at Vejle Kunstmuseum har fået en så fornem og markant en profil som museum for kunst på papir.

Vejle Kunstmuseum ejer den største og bredest sammensatte kunstsamling af tegning og grafik vest for Storebælt.

Dueholm Jessen havde en sikker fornemmelse for kunstnerisk kvalitet, han stod bag erhvervelsen af nogle væsentlige malerier og skulpturer erhvervet via Ny Carlsbergfondet.

Robert Dueholm Jessen var født i Vejle, forældrene var Martha, født Dueholm, og Carl Jessen, der var møbelfabrikant.

I drengeårene boede familien tæt på Vejle Havn, og drengen Robert var yderst optaget af livet på havnen og skibene, der ankom og afsejlede igen.

Familien havde sommerhus i Bredballe, her lå Robert og plaskede rundt på fjorden i en båd. Han var med fiskerne ude at røgte garn, og her fik han mange natur-indtryk, som han aldrig siden glemte.

Roberts mor, Martha Dueholm Jessen, syslede med at male. Hun havde en malerkasse med skønne farver og pensler, og sønnen begyndte også så småt at prøve kræfter med maleriet.

Det var åbenlyst, at han havde talent, han kunne bruge sine øjne, huske hvad han så og gengive det på lærredet.

Selv om familien mente, at sønnen skulle gå handelsvejen, fik han lov til at få undervisning hos maleren og museumslederen Victor Jensen. Han kom også i handelslære, men betegnede det selv som et enormt spild af tid.

På grund af sin interesse for skibe, kom Dueholm Jessen i kontakt med marinemaleren Benjamin Olsen, der var ”overmaler” på Den Kongelige Porcelænsfabrik om vinteren og sejlede med flåden og studerede skibe om sommeren.

Dueholm Jessen sendte pakker med tegninger til marinemaleren, og han fik dem retur med rettelser og anvisninger. Alt skulle være korrekt.

I 1935 skrev Benjamin Olsen og spurgte, om den unge vejlenser kunne tænke sig at komme til København og arbejde på porcelænsfabrikken. Olsen følte sig på daværende tidspunkt gammel og udslidt, han ønskede sig en afløser og mente, at vejlenseren ville være den rette.

Benjamin Olsen døde 14 dage efter at have sendt brevet til Dueholm Jessen, som med brevet i hånden gik til direktionen på Den Kongelige Porcelænsfabrik – og blev ansat. Han var ansat på fabrikken fra 1935-1947.

Her mødte han sit livs kærlighed, Edith Christensen, de blev gift i 1937, og deres ægteskab og daglige dialog om kunst blev af stor betydning for dem begge.   

Robert Dueholm Jessen debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1932, de tidligste oliemalerier var mørke og stoflige og havde ofte motiver fra Vejle Fjord.

Han havde gennem årene god kontakt til Vejle Museums daværende leder, Victor Jensen, og det fik stor betydning for ham.

Han brugte nemlig museet flittigt i årene, mens han underviste i billedkunst i aftenskolen i Vejle.

Da Vejle byråd søgte en leder af Kunstafdelingen, kunne Robert Dueholm Jessen i sin ansøgning skrive, at ingen havde slidt museets trapper mere flittigt, end han.

I 1947 rejste Edith og Robert Dueholm Jessen for første gang til Færøerne for at skildre øernes storslåede natur.

Han vendte tilbage til de stormomsuste øer i Atlanten talrige gange, knyttede venskaber med kunstnerkolleger og grundlagde i sin tid som museumsleder Vejle Kunstmuseums fine samling af ”norrøn kunst” af blandt andre Samal Joensen-Mikines.

Desuden inspirerede han andre kunstnere, blandt dem Albert Bertelsen og Svend Åge Madsen, til at rejse til Færøerne.

I 1961 ændrede Dueholm Jessen sin kunstneriske stil efter en sygdomsperiode. Han malede nu detaljer i naturen koloristisk og med stor stoflighed.

Han malede opstillinger med søm-æsker, kartofler, køkkenredskaber, overfladen af brændt træ, knoglefragmenter og rustne jernplader.

Sådan åbnede han for alvor manges øjne for alt det hjemlige og måske oversete i hverdagen, de nære ting og de nære steder.

Dueholm Jessen grundlagde således den tradition, som siden har været stærk blandt billedkunstnere fra Vejle og omegn: Evnen til at se det store i det små.

Robert Dueholm Jessens egen kunstneriske stil stod aldrig i vejen for, at han som museumsleder erhvervede værker af kunstnere, der arbejdede med noget helt andet.

Han grundlagde således Vejle Kunstmuseums stærke afdeling af nyrealistisk og ekspressiv kunst af blandt andre Anders Kirkegaard, Jørgen og Arne Haugen Sørensen og Poul Janus Ipsen.

Han sikrede også kunstmuseet malerier af den særegne, naivistiske maler fra Gadbjerg, Marinus Rasmussen, ligesom han grundlagde traditionen for at købe værker udført af lokale kunstnere.

Kilder: Vejle Kunstmuseum, mag.art. Nina Damsgaard, lektor Kaj Nørgaard, lokalhistorikeren Vigand Rasmussen, Vejle Amts Folkeblad.

Billedtekst: Robert Dueholm Jessen sørgede i sine knap 20 år som leder af Vejle Kunstmuseum for, at museet fik en samling af høj kvalitet. Foto: Oskar Jensen/Vejle Stadsarkiv 

2023 Maj

Af Vibeke Kruse

Og det var forår og Vejle frit

Tirsdag den 9. april 1940 lød en konstant brummende lyd over Vejle.

Fredag den 4. maj 1945 sad mange Vejle-familier og lyttede med, da BBC som sædvanligt sendte nyhedsudsendelse til Danmark.

Klokken var 20.30, da speakeren, Johannes G. Sørensen, begyndte sin oplæsning af nyheder.

Fem minutter inde i udsendelsen stoppede han pludselig og slukkede for mikrofonen.

En kollega var kommet ind i studiet med nyheden om, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark havde overgivet sig til den britiske feltmarskal Montgommery fra den 5. maj klokken otte.

Nyheden var endnu ikke bekræftet på skrift. Johannes G. Sørensen overvejede et kort øjeblik, hvad han skulle gøre.

Han valgte at tænde mikrofonen igen for med sine egne ord at formidle det glædesfyldte budskab:

”I dette øjeblik meddeles det, at Montgommery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig.

Her er London: Vi gentager: Montgommery har i dette øjeblik meddelt, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig.”

Få minutter efter strømmede vejlenserne ud i byen, omfavnede hinanden og jublede af glæde.

Nogle tændte bål, andre fandt Dannebrog frem og løb med flaget gennem byens gader, mens de sang deres jubel ud.

I Vejle havde modstandsbevægelsen været i alarmberedskab siden den 1. maj. Derfor var man klar til at besætte Vejle Rådhus allerede den 4. maj om aftenen.

Dagen efter blev det tyske hovedkvarter ved Søndermarksskolen omringet af en mindre gruppe af modstandsfolk.

Den tyske kommandant i Vejle anmodede kort tid efter om en samtale med modstandsstyrkernes leder. Senere samme dag blev kapitulationsbetingelserne underskrevet.

Boghandler Jørgen Munch-Christensen fortalte efter befrielsen:

”Radioens kapitulationsmelding betød travlhed for modstandsbevægelsens mange funktioner. Frihedskæmperne kunne ikke tage del i den almindelige festivitas, der naturligvis straks fulgte i det glædelige budskabs kølvand.

Alle måtte stille på deres poster, og frihedsbevægelsens ansvarsfulde opgave, at afvikle den tyske besættelse, tog straks sin begyndelse.

Alt gik som efter en snor, da frihedshæren dukkede op over jordens overflade i Vejle. Tyskerne havde med det samme stor respekt for modstandshæren og måtte, om end nødtvunget, rette sig efter dens anvisninger og befalinger.”    

 Som nævnt trådte den officielle tyske kapitulation først i kraft om morgenen den 5. maj klokken otte.

Om eftermiddagen skete den formelle britiske befrielse af Danmark med landsætning af 300 britiske tropper i Kastrup Lufthavn.

Samme dag blev det over radioen bekendtgjort, at der var dannet en ny regering under ledelse af socialdemokraten Vilhelm Buhl, der nu var Danmarks statsminister.

I Vejle og omegn forløb befrielsen overraskende roligt med afvæbning af tyskerne og arrestation af dem, der var mistænkt for landsforræderi.

Der blev arresteret 99, og en enkelt tysker blev dræbt, da han forsøgte at flygte.

De britiske tropper nåede til Vejle tirsdag den 8. maj, og vejlenserne tog imod med stor begejstring.

Union Jack hang ved siden af Dannebrog som udsmykning på Vejle Rådhus, og mange vejlenserne havde udsmykket deres huse med danske og engelske flag.

Byens gader var proppet af mennesker, som sørgede for, at de britiske soldater fik en sand heltemodtagelse i Vejle.

”..og byer blomstred i rødt og hvidt, og det var forår og Danmark frit.”

Kilder: Vejles Historie, bind 2, boghandler Jørgen Munch-Christensen, Vejle Stadsarkiv, Vejle Amts Folkeblad.    

2023 April

Af Vibeke Kruse

Da Vejle blev besat

Tirsdag den 9. april 1940 lød en konstant brummende lyd over Vejle.

Klokken nærmede sig seks om morgenen, folk var knap stået op, da store tyske flyvemaskiner fløjt lavt ind over byen.

Fra flyene dryssede grønne flyveblade med overskriften: ”OPROP! Til Danmarks soldater og Danmarks folk!”

I Havnegade nummer 29 var en seks-årig dreng lysvågen. Han blev øjenvidne til synet af tyske fly, der fyldte himlen over Vejle.

Han så de store langsomt flyvende camouflerede transportfly, som fløj i under 100 meters højde med sideporten stående åben.

Her så han en soldat kaste bundter af lysegrønne flyveblade ud, så de nærmest sneede ned over byen.

De tyske fly fortsatte med at flyve hen over Vejle, og snart samledes vejlensere på gadehjørner og torve. Mange var bange og følte sig meget utrygge.

Midt på formiddagen var det ikke kun de tyske fly, der forstyrrede roen i Vejle. Da ankom de første tyske tropper. Kolonne efter kolonne af syngende og vinkende tyske soldater gik gennem byen, og en del af dem blev i Vejle.

Boghandler Jørgen Munch-Christensen beskrev situationen 9. april således: ” De drønende bombemaskiner, der i lav højde strøg hen over hustagene i Vejle og senere på dagen de motoriserede troppeenheder, der passerede gennem byen, var en bitter oplevelse for den våbenløse befolkning, der med knyttede hænder så til.”

Mørklægning og indkvartering

De tyske tropper henvendte sig straks på Vejle Rådhus for at tale med borgmester N.P. Jensen.

På rådhuset herskede der også stor forvirring. Ingen vidste, hvordan man skulle forholde sig til tyskerne, der krævede indkvartering.

Hotel Royal blev taget i brug, senere blev alle byens gymnastiksale inddraget til de tyske soldater.

”De tyske støvletramp i vore gader, indkvarteringen af tyske soldater, de mange forordninger og påbud, der i løbet af få timer blev offentliggjort, gjorde det klart for alle, at nu var det ude med vor selvstændighed for lange tider”, skrev Jørgen Munch-Christensen.

Alle danskere fik den tirsdag besked på at mørklægge deres vinduer, gadelyset måtte kun være tændt i begrænset omfang.

9. april 1940 boede der cirka 25.000 i Vejle, det betød, at der var mange vinduer at mørklægge.

I begyndelsen brugte vejlenserne sort papir, tæpper og lignende, indtil der blev skaffet rigtige mørklægningsgardiner. De blev hurtigt udsolgt, og folk stod i kø for at forsøge at købe et eller andet, der kunne mørklægge deres vinduer.

På en dag var hverdagen i Vejle og hele Danmark forandret. Usikkerheden bredte sig, nogle troede, tyskerne hurtigt forsvandt igen, andre troede, de aldrig ville forlade landet.

Besættelsen strakte sig over fem år.

Døde som 20-årig

Vejlenseren Poul Søgaard (født 4. august 1919), var 9. april 1940 udstationeret i Sønderjylland sammen med 4. bataljon fra Odense Kaserne.

Bataljonen var rykket til Sønderjylland i januar 1940, fordi der var stigende bekymring for en tysk invasion.

Poul Søgaard var som teenager flyttet fra Vejle til Odense med sin familie.

9.april klokken 04.15 gik alarmen på kasernen, og Poul Søgaards gruppe cyklede mod Bredevad, hvor de skulle forhindre tyskernes fremrykning.

Gruppen måtte flere gange gå i flyverskjul for de tyske flyvemaskiner.

Klokken 06.35 mødte Poul Søgaards gruppe en tysk enhed, som de begyndte at beskyde.

Det skete efter at Danmark officielt havde overgivet sig, men meldingen var endnu ikke nået frem til Sønderjylland, hvor kampene fortsatte.

Poul Søgaard og Jørgen Peder Andersen styrede gruppens rekylgevær, da de begge blev ramt af tyske kugler, stoppede kampen.

Poul Søgaard er begravet på Assistenskirkegård i Odense.

Han blev 20 år.

Kilder: Vejle Stadsarkiv, boghandler Jørgen Munch-Christensen, historikeren Anders Nedergaard Bæk Petersen.

2023 Marts

Tekst: Vibeke Kruse

Den sky Abelone, der satte præg på Vejle

Der var ikke mange piger, der blev døbt Abelone i 1848, da gartner Anders Nielsen og hustru i Stouby valgte at give navnet til deres datter og eneste barn.

Ifølge Danmarks Statistik er der her i 2023 kun 57 danske piger og kvinder, der bærer det specielle navn.

Familien Nielsen kunne ikke vide, at datteren, der blev døbt: Abelone Marie Sophie Nielsen, engang ville lægge navn til en stor parkeringsplads i Vejle og gå over i byens historie som en original i ordets bedste betydning.

Abelone boede ikke mange år i Stouby, men flyttede til Vejle med sine forældre.

Søren Nielsen var en ægte handelsmand og rigtig god til at tjene penge, han gjorde det godt i fjordbyen, købte store områder jord og flere ejendomme, som datteren arvede efter hans død.

Abelone fik en god opdragelse, hun var et dannet menneske, der lærte at spille klaver. Hun lærte også flere fremmedsprog og var en ivrig samler af sære sten. De blev opbevaret i en lukket gård ved hendes hjem.

En halv snes år efter sin fars død, giftede hun sig i 1871 med manufakturhandler Petersen, som havde forretning på hjørnet af Kirkegade og Søndergade.

Ægteskabet, der var barnløst, varede kun ganske kort og blev opløst efter få år.

Bagefter trak Abelone sig tilbage fra det udadvendte liv og opholdt sig helst i hjemmet i Gormsgade 1.

I Vejle talte man om den sky dame, der ikke ville åbne døren for postbudet, når der var post til hende. Hun fik brevene gennem en lem i døren.

Abelone ville heller ikke fotograferes, men engang i slutningen af 1930`erne lykkedes det fotograf Halle-Hansen, der i mange år drev fotoforretningen ”Foto-Halle” i Vissingsgade, at fotografere Abelone, da hun kom gående i Vestergade.

Hun blev meget vred og forlangte omgående, at han tilintetgjorde filmen.

Det gjorde han nu ikke, og derfor findes fotografiet af den sky Abelone nu på Vejle Stadsarkiv.

Halle Hansens fotografi viser en mørkklædt spinkel kvinde, der var iført et mørkegråt slag med sorte smalle snore i kanten samt mange sløjfer og bånd. På hovedet bar hun en stor sort hat.

Abelone lod ikke ret mange komme tæt på sig. Hun havde ansat en hushjælp, en dame, som kom og hjalp med husholdningen, ikke mindst de sjældne gange, hvor hun inviterede gæster.

Så forlangte Abelone, at alt skulle gå stiligt til og være tip-top i orden.

Ved den slags sjældne begivenheder var Abelone fint klædt på med langsjal og smykker, og hun optrådte som den kultiverede og perfekte værtinde.

Murermester Hansen i Nørrebrogade var en anden, der hjalp Abelone, når hun havde brug for det. Hun havde jo arvet sin fars mange ejendomme, og dem administrerede murermesteren for hende.

Abelone var et udpræget B-menneske, derfor var det først om aftenen, hun kom på besøg hos murermester Hansen.

Ofte kunne familien pludselig høre en stemme ud på trappen råbe: ”Er mureren hjemme?”.

Og så stod Abelone pludselig i døren og havde brug for at tale med murermesteren.

Selv om Abelone var velhavende, levede hun et yderst spartansk liv, altså lige bortset fra de sjældne fester.

I en periode boede hun på Bybæk Kurhotel, her vakte det opsigt, at hun gemte den mad, hun ikke spiste til dagens måltider. Maden pakkede hun ind i avispapir.

Hun pakkede også sin pengepung ind i avispapir.

Den kom nu frem i lyset og blev brugt engang imellem i en god sags tjeneste.

Redaktionssekretær Axel Rude antydede i en artikel i Vejle Amts Folkeblad, at Abelone Petersen var den såkaldt ”ukendte dame”, der i 1914 havde betalt indhugningen af den inskription, der findes på mindestenen i Assendrup over en kamp i krigen 1864, som endte med dansk sejr.      

I 1907 skænkede Abelone Petersen et smukt dåbsfad til Vor Frelsers Kirke.

Abelone ejede flere ejendomme i Gormsgade og jordstykket, som alle kendte som ”Abelones Eng”. Det er her, Toftegården ligger i dag.

På ”Abelones Eng” havde kvarterets børn den herligste legeplads.

Det var især drengene fra Skovgade, der huserede på engen, som ofte var skueplads for slagsmål.

”Mød mig på Abelones Eng, så afgør vi sagen.”

Sådan lød udfordringen, og ingen dreng med respekt for sig selv og æren i behold ville vove at afslå.

Så strømmede flokke af drenge til engen, det samme gjorde tilskuere, der ville følge slagets gang.

Mangen en kamphane har forladt ”Abelones Eng” med en blodtud eller et blåt øje.

Men der foregik også mere muntre ting på engen, når Cirkus Miehe, Bech Olsen eller Belli kom på besøg.

Den sky Abelone blev en gammel dame. Hun døde i 1942 som 94-årig.

Abelone er begravet i familiegravstedet på Korning Kirkegård. Og hendes navn mindes dagligt i Vejle, når vejlensere aftaler at parkere og mødes på Abelones Plads.

Kilder: Johs. Rasmussen: Abelone – en af Vejles originaler, Vejle Stadsarkiv, Vigand Rasmussen i klummen ”Gamle dage” i Vejle Amts Folkeblad.

2023 Januar

Tekst: Vibeke Kruse

Den lyriske maler fra Vejle

Han lignede en gammel livsklog kineser, når han med et mildt udtryk i øjnene og det velplejede fipskæg gik stilfærdigt rundt i sit atelier på Langelinie.

Maleren Ejnar Iversen (1914-2003) var ikke en mand af mange ord, han udtrykte sig gennem sin kunst.

Han var født i Vejle, hvor han boede og virkede hele livet.

Ejnar Iversen var søn af malermester Søren Iversen, der drev malerfirmaet Iversen & Jensen, som også rummede Vejle Skiltefabrik.

Ejnar Iversen blev uddannet som håndværksmaler hos sin far, han var så dygtig til sit håndværk, at hans svendeprøve blev belønnet med en sølvmedalje.

Ligesom sin gode ven og kollega, Albert Bertelsen, havde han Victor Jensen som tegnelærer på Vejle Tekniske Skole. Victor Jensen var ved siden af sit virke som tegnelærer og udøvende kunstner også leder af Vejle Museum fra 1927 til sin død i 1950.

Både Ejnar og Albert arbejdede på Vejle Skiltefabrik om dagen, og brugte al fritiden på at male hjemme i privaten.

De blev støttet i deres kunstneriske virke af Ejnars far, Søren Iversen.

Han vidste, at der blandt de fleste håndværksmalerne på værkstedet og skiltefabrikken levede store drømme om at udtrykke sig kunstnerisk og håbet om måske engang at kunne leve af det.

I de første år malede Ejnar Iversen enkle motiver hentet fra hverdagen.

I begyndelsen af 1940’erne skiftede han stil og malede romantiske, nærmest sværmeriske beskrivelser af sommerlivet ved Vejle Fjord.

Blandt værkerne fra den tid er et stort maleri fra Hvidbjerg med titlen ”Sommersøndag ved Hansens Kiosk”. Maleriet er en del af Vejle Kunstmuseums samling.

Ejnar Iversen rejste også ud fra fødebyen Vejle for at lade sig inspirere. Efter en rejse i Norge malede han en række kraftfulde og stoflige naturskildringer af norske fjelde og landets storladne natur.

I midten af 1950erne forsvandt det genkendelige fra Ejnar Iversens motivverden, han blev optaget af collagen, hvor han kunne forene sin fine fornemmelse for poesi i slidte og kasserede materialer med sin sikre sans for komposition og farver.

Med collagen fandt han sin helt egen niche som kunstner.

Han udførte en række lyriske serigrafier, som også kan ses i Vejle Kunstmuseums samling.

Privat boede Ejnar Iversen sammen med sin kone, Frida, i det yndigste gamle træhus højt på bakken tæt på Navernes Hus langs Ibæk Strandvej.

De kaldte det ”Hyldehuset”, fordi huset var omgivet af gamle hyldetræer.

Fra huset var der en malerisk udsigt over fjorden, og i de små og hyggelige stuer kunne gæster nyde synet af Ejnars egne malerier og collager, men også værker af kunstner-kolleger som Albert Bertelsen, William Hansen, Olaf Markussen og kunstnerægteparret Edith og Robert Dueholm Jessen.

Ejnar tog hver dag bussen fra Ibæk Strandvej ind til sit atelier på Langelinie, hvor han arbejdede med sine collager.

Ejnar Iversen var et ydmygt og stilfærdigt menneske uden store armbevægelser. Han gik stille omkring og funderede over livets store spørgsmål.

I en moden alder blev Ejnar Iversen ansat som kunstnerisk konsulent af det daværende Vejle Amt.  Han var ikke alene om opgaven med at finde og vælge kunst til amtets nye byggerier, han arbejdede sammen med sin yngre kollega, Karen Ozmec.

De to sørgede for, at kunst blev en naturlig og væsentlig del af hverdagen på amtets institutioner.

Ejnar Iversen udførte flere udsmykningsopgaver gennem årene, blandt andet på Vejle Vandværk, på Nørremarksskolen og ved Anker Nielsens Kunsthandel i Enggade i Vejle, hvor hans fine, lyriske collage-maleri stadig lyser op i bybilledet.

Ejnar Iversen tegnede i 1984 motivet til Vejle-julemærket, udgivet af Y’s Men Club 1 i Vejle. Mærket udkom i en årrække med motiver af skiftende kunstnere.

Ejnar Iversen fortalte mig om sit arbejde med julemærket:

”Der kom en opfordring til at tegne årets julemærke 1984, en glædelig opgave for mig – en god dag begyndte.

Men hvordan? Håber på inspiration – snart. Det haster, siger trykkeren.

Dagene går, jeg står en december-morgen ved fjorden på den sydlige side, jeg bor der. Venter på bussen. Ser vestpå ind mod byen og aner den blege gule månes krumme form. Vender om og ser mod øst den lysende røde vintersol mod den morgenblå himmel – drømmens røde og blå farver.

Skimter pludselig billedet for mig: der er det jo!

Resten er manuelt arbejde: Hvidt, rødt, blåt – og et stænk af gult fra den gamle måne. Billedet er færdigt.”

2022 November

Tekst: Vibeke Kruse

Foto: Vibeke Kruse

Han blev kaldt Vejles Gyldenblonde

Ungdomsskoleleder Leif Nielsen (1924-1999) blev meget ofte omtalt som Vejles den Gyldenblonde.

Det blev han simpelthen fordi, han kunne causere fyndigt og humoristisk ligesom som legendariske Poul Sabroe, der VAR Den Gyldenblonde.

Leif Nielsen var fynbo, men det var i Vejle, han lagde sin livsgerning og satte spor i mange børn, unge og voksne, som han mødte på sin vej enten via arbejdet som lærer og siden som leder af den kommunale Ungdomsskole, eller som aktiv skuespiller og tekstforfatter i Vejle Amatørscene, som han var medstifter af, og siden i Vejle Skolescene, som han også var mand for at oprette.

Allerede i skoletiden på Fyn udfoldede Leif sit medfødte talent i skolekomedier, ligesom han optrådte med forskellige tryllekunster, han havde lært sig selv.

Leif udviklede sig med tiden til en rigtig god og elegant tryllekunstner med mange sjove trick i ærmet.

Efter realeksamen på Brenderup Realskole blev han ansat på Cykelfabrikken Grand i Nr. Aaby, hvor han samlede cykler.

Senere kom han i lære som mejerist på Christianshåb Mejeri i Vejle, hvor hans onkel var mejerist.

Her fik han en grundig uddannelse og var undervejs også på Bredal Mejeri i årene 1942-43 og på Ullerslev Mejeri i 1943-45.

Da han var færdig med uddannelsen i 1945, var der intet job som mejerist at få, han blev i stedet assurandør og senere dekoratør, hvor han pyntede vinduer for flere Vejle-forretninger. Han havde sans for det æstetiske og udprægede kunstneriske evner, som han brugte i arbejdet som dekoratør.

På et tryllekunstner-job havde han brug for en medhjælper, der kunne holde en tavle på scenen.

Det var Karen, mødet blev til kærlighed og Karen var gennem hele livet Leifs trofaste støtte og bagland.

Karen og Leif Nielsen købte et mejeriudsalg på Dæmningen i Vejle, som de drev i fire et halvt år.

Mange vejlensere har fortalt, hvor Leif Nielsen en tidlig morgen kørte på sin tre-hjulede mælkecykel iført kasket og ringede på cykelklokken, mens han sang: ”Tingelingeling for dig og tingeling for mig” – når han leverede mælk med en sang som en festlig begyndelse på en ny dag.

Fra Dæmningen rykkede parret til Forbrugernes Mælkecentral i Skyttehusgade, hvor de havde mejeriudsalg i fire år, indtil de overtog en købmandsforretning på Langelinie, som Karen passede.    

 Leif Nielsen havde nemlig andre planer, han ville læse til lærer på Jelling Seminarium. Han blev siden drillet med, at han bevidst ventede med at begynde studierne, til seminariet i 1958 blev åbnet både for kvinder og mænd.

I studietiden i Jelling optrådte Leif hver weekend enten med sine causerier eller med tryllekunst.

Leif Nielsen har selv fortalt, at han dengang havde fire små sedler i sine bukselommer med forslag til, hvad han skulle stille op, hvis han blev sendt ud som vikar i gymnastiktimerne.

Som nyudklækket lærer i 1962 blev han ansat på Sct. Norberts Skole, og hurtigt efter kom han med i opbygningen af den kommunale ungdomsskole og ungdomsklub. Han blev leder af skolen i 1962 og fra 1971 blev han ungdomsskolens inspektør.

De første år holdt de til på Nyboesgades Skole, her måtte han indkøbe talrige par kradsuldssokker, som de unge havde på, når der blev danset i klubben,

 så de undgik at ridse gulvene.

Senere flyttede de til Mælkepoppen i Vedelsgade og herfra til kantinen hos Hess. Leif Nielsen fik med vanligt organisationstalent gjort de snavsede lokaler rene, så de var anvendelige til skolen og klubbens virke.

Leif Nielsen havde fået øje på den gamle ostefabrik, Domus, hvor der var god plads til skolens forskellige virkeområder fra knallertkøreskole til teater. Her var plads til en teatersal og til at holde diskotek. Politikerne var ikke meget for at indrette teatersal på Domus, men med vanlig iderigdom fik Leif Nielsen sit kulturhus ad bagvejen.

Da han begyndte sit virke i ungdomsskolen var der 40 elever. Da han forlod ungdomsskolen i 1992 for at gå på pension, var der 1500 elever.

Leif Nielsen mødte børn og unge med tillid, han var uendeligt god til at lytte til dem, og han sagde altid: ”Det er VIGTIGT at lytte til, hvad børn og unge har på hjerte.”

Han sagde også: ”Der findes ikke vanskelige børn, men der findes børn, der har det vanskeligt”.

Ved siden af sit virke i Ungdomsskolen og i klubben, som var utroligt populær  - og lokalet på Domus blev kaldt Ekspressen, var Leif Nielsen aktiv i Vejle Amatørscene.

Han havde malet kulisser på det gamle Vejle Teater, i øvrigt sammen med maleren Albert Bertelsen.

Han var medstifter af amatørscenen, hvor han optrådte som skuespiller og gennem årene brillerede i vidunderlige monologer og sketch, som han ofte selv forfattede.

Ingen glemmer kabareten i 1989, hvor Leif Nielsen skulle sortere affald i sorte og grønne poser – han skrev monologen lige efter Vejle Kommune havde indført det nye affalds-sorteringssystem.

Det var mageløs underholdning, publikum græd af grin.

Hver morgen stod han hjemme i køkkenet og kogte en portion øllebrød, som han skulle bruge i sin sketch.

Øllebrøden skulle bruges som en vægtig visuel effekt i en ble i sorterings-nummeret.  

Alle rekvisitter, han skulle bruge i sin del af forestillingen, lå i rækkefølge, bortset fra en aften, hvor regissøren uheldigvis havde byttet om på dem. Da gik han i stå i sin sketch, og det passede bestemt ikke den gode Leif Nielsen, der altid satte en ære i at kunne sine tekster. 

Mange husker også den sommer, Leif Nielsen vendte tilbage til kabaret-holdet efter et års fravær i hælene på Karens død.

Da han indtog scenen – rejste publikum sig spontant for at byde ham velkommen og vise ham deres medfølelse.

Da havde den aldrende Leif Nielsen tårer i øjnene af taknemmelighed.

I amatørscenen udførte han et enestående arbejde ligesom i ungdomsskolen.

I amatørscenens spæde begyndelse var det Leif Nielsen, der skabte scenens første projektører, som han lavede ud af store kagedåser, fælge fra en bil og paraboler fra en billygte.

Konstruktionen fungerede fornemt.

Hans iderigdom var ganske enestående, og det var ikke det problem, han ikke kunne løse.

 Da Leif Nielsen gik på pension blev det i mange taler fremhævet, at han havde været særdeles billig i drift.

Hver gang, Leif Nielsen optrådte i en forening eller privat sammenhæng, gik honoraret ikke til ham selv, men derimod til nyindkøb til ungdomsskolen eller klubben. Til nye symaskiner eller hvad de nu lige stod og manglede. Han har således tjent tusindvis af kroner, som er brugt til gavn for ungdomsskolens elever.

Leif Nielsen havde blik for de unge, der måske ikke havde den største støtte hjemmefra og trængte til empatisk voksenkontakt og til at blive holdt på den rigtige side af loven.

Leif Nielsen holdt en dag i sin bil og talte med en bekendt, da han fik øje på en dreng, der kom kørende på knallert.

Han afsluttede hurtigt samtalen med ordene: ”Hov, han skal da ikke være her på dette tidspunkt, han skal passe sin skole.”

Og så kørte ungdomsskoleinspektøren efter ham og fik ham på rette vej.

Leif Nielsen havde også overskud til at oprette Vejle Skolescene, hvor han underviste sammen ed Johnny Fjeldvig, der syede fantastiske kostumer til de børn, der optrådte her.

Skolescenen var på en måde tænkt som fødekæde til amatørscenen, hvor børn i en tidlig alder kunne lære at udfolde talentet på de skrå brædder.

Leif var utroligt ydmyg af væsen: ”Lad nu være med at prale for meget af mig, jeg har kun passet mit arbejde”, sagde han til undertegnede, når det var tid for et interview.

Og så tilføjede han: ”Men kald mig bare Leif den lykkelige, for jeg har haft et utroligt lykkeligt liv!”.

Vibeke Kruse

2022 September

Tekst: Vibeke Kruse

Foto: Flemming Hundevad Meng

Regnvejr, anekdoter og kulørte lamper

Iført gummistøvler, regntøj og godt humør ankom medlemmer af Byhistorisk Selskab for Vejle til Mørkholt onsdag aften for at høre Flemming Hundevad Mengs foredrag om sommerhusene på Mads Madsens Vænge og omliggende veje.

Men regnen var så massiv, at alle måtte søge ly i det store telt på Hagen Strand Camping, hvor en veloplagt og velforberedt Flemming Hundevad Meng øste af sin viden om området, som han har skrevet om i bogen ”Historien om sommerhusene på Mads Madsens vænge”.

Den tidligere musikskoleleder har stemmepragt og pondus til at holde forsamlingen i skak med sin historieformidling og de sjove anekdoter fra området.

Kæder af kulørte lamper under teltdugens tag bidrog til den gode stemning, og latteren rullede, da Flemming  Hundevad Meng fortalte om bryllupsfesten, hvor selskabet pludselig savnede både brudgommen og hans far.

Hvor de var? Jamen, de blev genfundet siddende i en båd på fjorden. D’herrer var søgt herud, fordi det var så godt fiskevejr, og det ville de da ikke gå glip af, selv om der var bryllupsfest!

De godt 50 deltagere nød kaffe, hjemmebagt kage og chokolade i pausen, hvor samtalen flød og let og lystigt.

Og ingen glemmer nok denne helt specielle aften i regnvejr, med kulørte lamper og anekdoter i det store campingtelt.

2022 August

Tekst: Vibeke Kruse

Foto: Vejle Stadsarkiv

Bygmesterens mellemste søn gik i sin fars fodspor

Sidney Nielsen (1924-2015) var mellemste søn af Vejles store bygmester Bertel Nielsen.

Det er aldrig nemt at være søn af en dygtig og initiativrig far, men Sidney Nielsen viste gennem hele sin livsgerning respekt for sin kendte fars skaberværk.

Nok gik han ind i samme branche, men han gjorde på sin egen måde og byggede på fineste vis videre på de stolte familietraditioner.

Han var født i Sellerup, havde gode evner, og der var ingen tvivl om, at han efter realeksamen skulle på gymnasiet for at tage studentereksamen og læse videre.

Sidney var 11 år, da han sammen med far Bertel sprang i vandet i Danmarks første private svømmehal ved Lido, som blev indviet i april 1935.

Vandet var kun 14 grader varmt, så det var ikke just en fornøjelse, har Sidney siden fortalt.

Det var rent ud sagt: Hundekoldt!

Men det var til gengæld STORT, at det var en privat mand, der stod bag opførelsen af Danmarks sjette svømmehal, og deputationer fra nær og fjern valfartede til Vejle for at se svømmehallen, der var et imponerende byggeri.

Sidney blev student fra Vejle Gymnasium i 1943, flyttede fra Vejle til København og indledte ingeniør-studiet på Polyteknisk Læreanstalt.

Da han i 1950 var færdig med studiet og kunne skrive civilingeniør på sit cv, inviterede faderen, Bertel Nielsen, sin søn med på en udlandsrejse.

Bygmesteren havde tradition for at give hver søn en rejse til udlandet, når de havde gennemført en uddannelse.

Sidney var den af de tre brødre, der var mest heldig.  Han fik nemlig en jordomrejse.

Sammen med sin far besøgte han Sydney i Australien, hvor Bertel Nielsen var født, de besøgte New Zealand og rejste tværs over Amerika fra Californien til North Dakota og var også i Canada.

I Californien købte Bertel Nielsen en stor Buick, som han blev så glad for, at han ikke tøvede med at sende bilen med skib fra USA hjem til Vejle, så han kunne fortsætte med at køre i den.

Ellers var hans foretrukne bilmærke gennem hele livet fransk, nemlig en Citroen.

I 1952 begyndte Sidney Nielsen at arbejde i sin fars byggefirma. Alle Bertel Nielsens tre sønner var en del af familiefirmaet, og deres opgaver var fordelt således: Sidney stod for tegnestuen, Poul for byggepladsen og Daugaard for arbejdet med brunkul.

Da Bertel Nielsen døde i 1960 blev det Sidneys opgave at være forretningsfører i familiefirmaet.

Daugaard tog sig af den nye Lido Biograf, der var en del af Bertel Nielsens byggeprojekt i forbindelse med saneringen af Gammelhavn.

Poul Dybdal Nielsen valgte landbruget på gården Boeskær i Vinding. Han blev i øvrigt senere en respekteret sognerådsformand i Vinding akkurat som Bertel Nielsen havde været det.

Som sognerådsformand var Bertel Nielsen yderst sparsommelig. Hvis han f.eks. skulle til møde i København, betalte han selv udgifterne til turen. Det skulle skatteborgerne i Vinding absolut ikke betale, mente han.

Skatteprocenten i Vinding var betydeligt lavere end i den store nabokommune, Vejle, så det var attraktivt og en stor fordel at bo i Vinding sogn.

På et tidspunkt var skatteprocenten i Vinding 10,3 mens den i Vejle var meget højere, nemlig 18,5.

Sidney etablerede ved siden af arbejdet som forretningsfører også sit eget firma, hvor han var bygmester og entreprenør.

Hvor faderen var håndværkeren og iværksætteren var Sidney teknikeren.

Bertel Nielsen lagde aldrig skjul på, at de tre sønner hjalp ham med det omfattende projekt – saneringen af Gammelhavn og opførelsen af det legendariske Hotel Australia.

Saneringen af Gammelhavn var i øvrigt den største private boligsanering i Danmark efter anden verdenskrig.

Sidney Nielsen var således teknikeren bag Hotel Australia, der blev indviet i 1957. Sammen med en ingeniør og en teknisk tegner producerede Sidney i hundredvis af tegninger til det omfattende byggeri, der blev verdensberømt i Danmark.

Nevøen, Steen Dybdal, fortalte på mødet i lokalhistorisk forening i Mølholm i vinteren 2022, at Sidney var med, da Hotel Australia blev solgt til Sleep In Hotel.

Hele bygningen skulle gennemgå en stor renovering. Alt blev målt og undersøgt, hotellet er i sin tid opført på pæle, og siden har det ikke rykket sig en millimeter.

Det var Sidney tydeligt stolt af.

Steen Dybdal gjorde også opmærksom på, at Sidney havde tænkt på at lave en ekstra adskillelse mellem sengeafsnittet og øverste etage, hvor selskabslokalet Vejle-salen gennem årene har dannet ramme om mange store fester.

Han fyldte den ekstra adskillelse med sand for at dæmpe lyden fra festlokalet til sengeafsnittet – så folk kunne sove roligt, selv om der blev danset i salen.

Genialt tænkt, Sidney.

Sidney Nielsen var en stilfærdig og beskeden mand uden store armbevægelser.

Han var lille af vækst men stor af menneskeligt format, som det viste sig, da tre af bydelens halvstore knægte havde moret sig med at knuse ruderne i en udtjent kran, der stod bag Lidobygningen.

Sidney Nielsen kaldte drengene sammen og sagde, at de havde ødelagt for mange hundrede kroner. Hvordan har I tænkt jer at erstatte det, I har ødelagt?

Spurgte han.

Sidney foreslog drengene, at de kunne betale deres skade ved at møde hver dag efter skoletid og tage søm ud af brædder og sortere dem efter størrelse. Det gjorde de i nogle dage, indtil Sidney kom og sagde: Så, nu har I betalt jeres gæld!

Det har en af drengene fra dengang aldrig glemt ham for, og det vidner i høj grad om Sidneys menneskelige egenskaber.

Bertel Nielsen byggede og skænkede Mølholm Kirke til sognet i kærlig erindring om sine forældre.

Da kirken blev indviet i juli 1952, holdt pastor Leth Tove og Sidney Nielsens søn over dåben og døbte ham Bertel Dybdal Nielsen – opkaldt efter sin initiativrige farfar.

Da Bertel Nielsen døde i 1960 flyttede Tove og Sidney Nielsen ind i penthouselejligheden på toppen af Lido. Den lejlighed som tyskerne besatte under anden verdenskrig, hvor de etablerede udkigspost fra tårnet med den mageløse udsigt over byen.

Det var en oplevelse at besøge parret i den store smukt møblerede lejlighed, hvor væggene var prydet af gedigen dansk kunst af malere som H.A Brendekilde, L.A. Ring, Marstrand med flere.

Arbejdsglæde var en del af Sidney Nielsens vuggegave fra faderen, der selv var drevet af glæden ved veludført arbejde og gerne selv gik foran.

Sidney Nielsen fortsatte med at arbejde i Lido, da han for længst havde passeret pensionsalderen. Da gik han som en anden vicevært og altmuligmand og ordnede små-reparationer for lejerne.

Sidney var blandt initiativtagerne til Mølholm Varmeværk, og han var i en tid også i bestyrelsen for den konservative vælgerforening.

Han var et gennemført ordentligt menneske, som levede et virksomt liv.

Han havde også en veludviklet humoristisk sans, som blandt andet kom til udtryk i selskabeligt lag. F.eks. når vi sad i baren på Admiral Hotel i Nyhavn på en af VAFs teaterture til København. Da kunne han være meget morsom og underholdende.

Vejles ikoniske byggeri Bølgen trækker i dag tråde til familiefirmaet Bertel Nielsen, som Sidney Nielsen var en del af, og hvor han på fornem vis forvaltede arven efter sin far, bygmester Bertel Nielsen.

Kilder: Vejle Amts Folkeblad, Vejle Stadsarkiv og Steen Dybdal, som er bygmester Bertel Nierlsens barnebarn Sidney Nielsens nevø.

Billedtekst: Bygmester Bertel Nielsen sammen med sin mellemste søn,

Sidney Nielsen, foran Hotel Australia i Vejle.

Foto: Vejle Stadsarkiv