2023 Januar

Tekst: Vibeke Kruse

Den lyriske maler fra Vejle

Han lignede en gammel livsklog kineser, når han med et mildt udtryk i øjnene og det velplejede fipskæg gik stilfærdigt rundt i sit atelier på Langelinie.

Maleren Ejnar Iversen (1914-2003) var ikke en mand af mange ord, han udtrykte sig gennem sin kunst.

Han var født i Vejle, hvor han boede og virkede hele livet.

Ejnar Iversen var søn af malermester Søren Iversen, der drev malerfirmaet Iversen & Jensen, som også rummede Vejle Skiltefabrik.

Ejnar Iversen blev uddannet som håndværksmaler hos sin far, han var så dygtig til sit håndværk, at hans svendeprøve blev belønnet med en sølvmedalje.

Ligesom sin gode ven og kollega, Albert Bertelsen, havde han Victor Jensen som tegnelærer på Vejle Tekniske Skole. Victor Jensen var ved siden af sit virke som tegnelærer og udøvende kunstner også leder af Vejle Museum fra 1927 til sin død i 1950.

Både Ejnar og Albert arbejdede på Vejle Skiltefabrik om dagen, og brugte al fritiden på at male hjemme i privaten.

De blev støttet i deres kunstneriske virke af Ejnars far, Søren Iversen.

Han vidste, at der blandt de fleste håndværksmalerne på værkstedet og skiltefabrikken levede store drømme om at udtrykke sig kunstnerisk og håbet om måske engang at kunne leve af det.

I de første år malede Ejnar Iversen enkle motiver hentet fra hverdagen.

I begyndelsen af 1940’erne skiftede han stil og malede romantiske, nærmest sværmeriske beskrivelser af sommerlivet ved Vejle Fjord.

Blandt værkerne fra den tid er et stort maleri fra Hvidbjerg med titlen ”Sommersøndag ved Hansens Kiosk”. Maleriet er en del af Vejle Kunstmuseums samling.

Ejnar Iversen rejste også ud fra fødebyen Vejle for at lade sig inspirere. Efter en rejse i Norge malede han en række kraftfulde og stoflige naturskildringer af norske fjelde og landets storladne natur.

I midten af 1950erne forsvandt det genkendelige fra Ejnar Iversens motivverden, han blev optaget af collagen, hvor han kunne forene sin fine fornemmelse for poesi i slidte og kasserede materialer med sin sikre sans for komposition og farver.

Med collagen fandt han sin helt egen niche som kunstner.

Han udførte en række lyriske serigrafier, som også kan ses i Vejle Kunstmuseums samling.

Privat boede Ejnar Iversen sammen med sin kone, Frida, i det yndigste gamle træhus højt på bakken tæt på Navernes Hus langs Ibæk Strandvej.

De kaldte det ”Hyldehuset”, fordi huset var omgivet af gamle hyldetræer.

Fra huset var der en malerisk udsigt over fjorden, og i de små og hyggelige stuer kunne gæster nyde synet af Ejnars egne malerier og collager, men også værker af kunstner-kolleger som Albert Bertelsen, William Hansen, Olaf Markussen og kunstnerægteparret Edith og Robert Dueholm Jessen.

Ejnar tog hver dag bussen fra Ibæk Strandvej ind til sit atelier på Langelinie, hvor han arbejdede med sine collager.

Ejnar Iversen var et ydmygt og stilfærdigt menneske uden store armbevægelser. Han gik stille omkring og funderede over livets store spørgsmål.

I en moden alder blev Ejnar Iversen ansat som kunstnerisk konsulent af det daværende Vejle Amt.  Han var ikke alene om opgaven med at finde og vælge kunst til amtets nye byggerier, han arbejdede sammen med sin yngre kollega, Karen Ozmec.

De to sørgede for, at kunst blev en naturlig og væsentlig del af hverdagen på amtets institutioner.

Ejnar Iversen udførte flere udsmykningsopgaver gennem årene, blandt andet på Vejle Vandværk, på Nørremarksskolen og ved Anker Nielsens Kunsthandel i Enggade i Vejle, hvor hans fine, lyriske collage-maleri stadig lyser op i bybilledet.

             

Ejnar Iversen tegnede i 1984 motivet til Vejle-julemærket, udgivet af Y’s Men Club 1 i Vejle. Mærket udkom i en årrække med motiver af skiftende kunstnere.

Ejnar Iversen fortalte mig om sit arbejde med julemærket:

”Der kom en opfordring til at tegne årets julemærke 1984, en glædelig opgave for mig – en god dag begyndte.

Men hvordan? Håber på inspiration – snart. Det haster, siger trykkeren.

Dagene går, jeg står en december-morgen ved fjorden på den sydlige side, jeg bor der. Venter på bussen. Ser vestpå ind mod byen og aner den blege gule månes krumme form. Vender om og ser mod øst den lysende røde vintersol mod den morgenblå himmel – drømmens røde og blå farver.

Skimter pludselig billedet for mig: der er det jo!

Resten er manuelt arbejde: Hvidt, rødt, blåt – og et stænk af gult fra den gamle måne. Billedet er færdigt.”

Ejnar Iversen i atelieret på Langelinie.

Foto: Torben Glyum/Vejle Stadsarkiv

Vejle Julemærket 1984, tegnet af Ejnar Iversen. Privatfoto

2022 November

Tekst: Vibeke Kruse

Foto: Vibeke Kruse

Han blev kaldt Vejles Gyldenblonde

Ungdomsskoleleder Leif Nielsen (1924-1999) blev meget ofte omtalt som Vejles den Gyldenblonde.

Det blev han simpelthen fordi, han kunne causere fyndigt og humoristisk ligesom som legendariske Poul Sabroe, der VAR Den Gyldenblonde.

Leif Nielsen var fynbo, men det var i Vejle, han lagde sin livsgerning og satte spor i mange børn, unge og voksne, som han mødte på sin vej enten via arbejdet som lærer og siden som leder af den kommunale Ungdomsskole, eller som aktiv skuespiller og tekstforfatter i Vejle Amatørscene, som han var medstifter af, og siden i Vejle Skolescene, som han også var mand for at oprette.

Allerede i skoletiden på Fyn udfoldede Leif sit medfødte talent i skolekomedier, ligesom han optrådte med forskellige tryllekunster, han havde lært sig selv.

Leif udviklede sig med tiden til en rigtig god og elegant tryllekunstner med mange sjove trick i ærmet.

Efter realeksamen på Brenderup Realskole blev han ansat på Cykelfabrikken Grand i Nr. Aaby, hvor han samlede cykler.

Senere kom han i lære som mejerist på Christianshåb Mejeri i Vejle, hvor hans onkel var mejerist.

Her fik han en grundig uddannelse og var undervejs også på Bredal Mejeri i årene 1942-43 og på Ullerslev Mejeri i 1943-45.

Da han var færdig med uddannelsen i 1945, var der intet job som mejerist at få, han blev i stedet assurandør og senere dekoratør, hvor han pyntede vinduer for flere Vejle-forretninger. Han havde sans for det æstetiske og udprægede kunstneriske evner, som han brugte i arbejdet som dekoratør.

På et tryllekunstner-job havde han brug for en medhjælper, der kunne holde en tavle på scenen.

Det var Karen, mødet blev til kærlighed og Karen var gennem hele livet Leifs trofaste støtte og bagland.

Karen og Leif Nielsen købte et mejeriudsalg på Dæmningen i Vejle, som de drev i fire et halvt år.

Mange vejlensere har fortalt, hvor Leif Nielsen en tidlig morgen kørte på sin tre-hjulede mælkecykel iført kasket og ringede på cykelklokken, mens han sang: ”Tingelingeling for dig og tingeling for mig” – når han leverede mælk med en sang som en festlig begyndelse på en ny dag.

Fra Dæmningen rykkede parret til Forbrugernes Mælkecentral i Skyttehusgade, hvor de havde mejeriudsalg i fire år, indtil de overtog en købmandsforretning på Langelinie, som Karen passede.    

 Leif Nielsen havde nemlig andre planer, han ville læse til lærer på Jelling Seminarium. Han blev siden drillet med, at han bevidst ventede med at begynde studierne, til seminariet i 1958 blev åbnet både for kvinder og mænd.

I studietiden i Jelling optrådte Leif hver weekend enten med sine causerier eller med tryllekunst.

Leif Nielsen har selv fortalt, at han dengang havde fire små sedler i sine bukselommer med forslag til, hvad han skulle stille op, hvis han blev sendt ud som vikar i gymnastiktimerne.

Som nyudklækket lærer i 1962 blev han ansat på Sct. Norberts Skole, og hurtigt efter kom han med i opbygningen af den kommunale ungdomsskole og ungdomsklub. Han blev leder af skolen i 1962 og fra 1971 blev han ungdomsskolens inspektør.

De første år holdt de til på Nyboesgades Skole, her måtte han indkøbe talrige par kradsuldssokker, som de unge havde på, når der blev danset i klubben,

 så de undgik at ridse gulvene.

Senere flyttede de til Mælkepoppen i Vedelsgade og herfra til kantinen hos Hess. Leif Nielsen fik med vanligt organisationstalent gjort de snavsede lokaler rene, så de var anvendelige til skolen og klubbens virke.

Leif Nielsen havde fået øje på den gamle ostefabrik, Domus, hvor der var god plads til skolens forskellige virkeområder fra knallertkøreskole til teater. Her var plads til en teatersal og til at holde diskotek. Politikerne var ikke meget for at indrette teatersal på Domus, men med vanlig iderigdom fik Leif Nielsen sit kulturhus ad bagvejen.

Da han begyndte sit virke i ungdomsskolen var der 40 elever. Da han forlod ungdomsskolen i 1992 for at gå på pension, var der 1500 elever.

Leif Nielsen mødte børn og unge med tillid, han var uendeligt god til at lytte til dem, og han sagde altid: ”Det er VIGTIGT at lytte til, hvad børn og unge har på hjerte.”

Han sagde også: ”Der findes ikke vanskelige børn, men der findes børn, der har det vanskeligt”.

Ved siden af sit virke i Ungdomsskolen og i klubben, som var utroligt populær  - og lokalet på Domus blev kaldt Ekspressen, var Leif Nielsen aktiv i Vejle Amatørscene.

Han havde malet kulisser på det gamle Vejle Teater, i øvrigt sammen med maleren Albert Bertelsen.

Han var medstifter af amatørscenen, hvor han optrådte som skuespiller og gennem årene brillerede i vidunderlige monologer og sketch, som han ofte selv forfattede.

Ingen glemmer kabareten i 1989, hvor Leif Nielsen skulle sortere affald i sorte og grønne poser – han skrev monologen lige efter Vejle Kommune havde indført det nye affalds-sorteringssystem.

Det var mageløs underholdning, publikum græd af grin.

Hver morgen stod han hjemme i køkkenet og kogte en portion øllebrød, som han skulle bruge i sin sketch.

Øllebrøden skulle bruges som en vægtig visuel effekt i en ble i sorterings-nummeret.  

Alle rekvisitter, han skulle bruge i sin del af forestillingen, lå i rækkefølge, bortset fra en aften, hvor regissøren uheldigvis havde byttet om på dem. Da gik han i stå i sin sketch, og det passede bestemt ikke den gode Leif Nielsen, der altid satte en ære i at kunne sine tekster. 

Mange husker også den sommer, Leif Nielsen vendte tilbage til kabaret-holdet efter et års fravær i hælene på Karens død.

Da han indtog scenen – rejste publikum sig spontant for at byde ham velkommen og vise ham deres medfølelse.

Da havde den aldrende Leif Nielsen tårer i øjnene af taknemmelighed.

I amatørscenen udførte han et enestående arbejde ligesom i ungdomsskolen.

I amatørscenens spæde begyndelse var det Leif Nielsen, der skabte scenens første projektører, som han lavede ud af store kagedåser, fælge fra en bil og paraboler fra en billygte.

Konstruktionen fungerede fornemt.

Hans iderigdom var ganske enestående, og det var ikke det problem, han ikke kunne løse.

 Da Leif Nielsen gik på pension blev det i mange taler fremhævet, at han havde været særdeles billig i drift.

Hver gang, Leif Nielsen optrådte i en forening eller privat sammenhæng, gik honoraret ikke til ham selv, men derimod til nyindkøb til ungdomsskolen eller klubben. Til nye symaskiner eller hvad de nu lige stod og manglede. Han har således tjent tusindvis af kroner, som er brugt til gavn for ungdomsskolens elever.

Leif Nielsen havde blik for de unge, der måske ikke havde den største støtte hjemmefra og trængte til empatisk voksenkontakt og til at blive holdt på den rigtige side af loven.

Leif Nielsen holdt en dag i sin bil og talte med en bekendt, da han fik øje på en dreng, der kom kørende på knallert.

Han afsluttede hurtigt samtalen med ordene: ”Hov, han skal da ikke være her på dette tidspunkt, han skal passe sin skole.”

Og så kørte ungdomsskoleinspektøren efter ham og fik ham på rette vej.

Leif Nielsen havde også overskud til at oprette Vejle Skolescene, hvor han underviste sammen ed Johnny Fjeldvig, der syede fantastiske kostumer til de børn, der optrådte her.

Skolescenen var på en måde tænkt som fødekæde til amatørscenen, hvor børn i en tidlig alder kunne lære at udfolde talentet på de skrå brædder.

Leif var utroligt ydmyg af væsen: ”Lad nu være med at prale for meget af mig, jeg har kun passet mit arbejde”, sagde han til undertegnede, når det var tid for et interview.

Og så tilføjede han: ”Men kald mig bare Leif den lykkelige, for jeg har haft et utroligt lykkeligt liv!”.

Vibeke Kruse

 

2022 September

Tekst: Vibeke Kruse

Foto: Flemming Hundevad Meng

Regnvejr, anekdoter og kulørte lamper

Iført gummistøvler, regntøj og godt humør ankom medlemmer af Byhistorisk Selskab for Vejle til Mørkholt onsdag aften for at høre Flemming Hundevad Mengs foredrag om sommerhusene på Mads Madsens Vænge og omliggende veje.

Men regnen var så massiv, at alle måtte søge ly i det store telt på Hagen Strand Camping, hvor en veloplagt og velforberedt Flemming Hundevad Meng øste af sin viden om området, som han har skrevet om i bogen ”Historien om sommerhusene på Mads Madsens vænge”.

Den tidligere musikskoleleder har stemmepragt og pondus til at holde forsamlingen i skak med sin historieformidling og de sjove anekdoter fra området.

Kæder af kulørte lamper under teltdugens tag bidrog til den gode stemning, og latteren rullede, da Flemming  Hundevad Meng fortalte om bryllupsfesten, hvor selskabet pludselig savnede både brudgommen og hans far.

Hvor de var? Jamen, de blev genfundet siddende i en båd på fjorden. D’herrer var søgt herud, fordi det var så godt fiskevejr, og det ville de da ikke gå glip af, selv om der var bryllupsfest!

De godt 50 deltagere nød kaffe, hjemmebagt kage og chokolade i pausen, hvor samtalen flød og let og lystigt.

Og ingen glemmer nok denne helt specielle aften i regnvejr, med kulørte lamper og anekdoter i det store campingtelt.

2022 August

Tekst: Vibeke Kruse

Foto: Vejle Stadsarkiv

Bygmesterens mellemste søn gik i sin fars fodspor

Sidney Nielsen (1924-2015) var mellemste søn af Vejles store bygmester Bertel Nielsen.

Det er aldrig nemt at være søn af en dygtig og initiativrig far, men Sidney Nielsen viste gennem hele sin livsgerning respekt for sin kendte fars skaberværk.

Nok gik han ind i samme branche, men han gjorde på sin egen måde og byggede på fineste vis videre på de stolte familietraditioner.

Han var født i Sellerup, havde gode evner, og der var ingen tvivl om, at han efter realeksamen skulle på gymnasiet for at tage studentereksamen og læse videre.

Sidney var 11 år, da han sammen med far Bertel sprang i vandet i Danmarks første private svømmehal ved Lido, som blev indviet i april 1935.

Vandet var kun 14 grader varmt, så det var ikke just en fornøjelse, har Sidney siden fortalt.

Det var rent ud sagt: Hundekoldt!

Men det var til gengæld STORT, at det var en privat mand, der stod bag opførelsen af Danmarks sjette svømmehal, og deputationer fra nær og fjern valfartede til Vejle for at se svømmehallen, der var et imponerende byggeri.

Sidney blev student fra Vejle Gymnasium i 1943, flyttede fra Vejle til København og indledte ingeniør-studiet på Polyteknisk Læreanstalt.

Da han i 1950 var færdig med studiet og kunne skrive civilingeniør på sit cv, inviterede faderen, Bertel Nielsen, sin søn med på en udlandsrejse.

Bygmesteren havde tradition for at give hver søn en rejse til udlandet, når de havde gennemført en uddannelse.

Sidney var den af de tre brødre, der var mest heldig.  Han fik nemlig en jordomrejse.

Sammen med sin far besøgte han Sydney i Australien, hvor Bertel Nielsen var født, de besøgte New Zealand og rejste tværs over Amerika fra Californien til North Dakota og var også i Canada.

I Californien købte Bertel Nielsen en stor Buick, som han blev så glad for, at han ikke tøvede med at sende bilen med skib fra USA hjem til Vejle, så han kunne fortsætte med at køre i den.

Ellers var hans foretrukne bilmærke gennem hele livet fransk, nemlig en Citroen.

I 1952 begyndte Sidney Nielsen at arbejde i sin fars byggefirma. Alle Bertel Nielsens tre sønner var en del af familiefirmaet, og deres opgaver var fordelt således: Sidney stod for tegnestuen, Poul for byggepladsen og Daugaard for arbejdet med brunkul.

Da Bertel Nielsen døde i 1960 blev det Sidneys opgave at være forretningsfører i familiefirmaet.

Daugaard tog sig af den nye Lido Biograf, der var en del af Bertel Nielsens byggeprojekt i forbindelse med saneringen af Gammelhavn.

Poul Dybdal Nielsen valgte landbruget på gården Boeskær i Vinding. Han blev i øvrigt senere en respekteret sognerådsformand i Vinding akkurat som Bertel Nielsen havde været det.

Som sognerådsformand var Bertel Nielsen yderst sparsommelig. Hvis han f.eks. skulle til møde i København, betalte han selv udgifterne til turen. Det skulle skatteborgerne i Vinding absolut ikke betale, mente han.

Skatteprocenten i Vinding var betydeligt lavere end i den store nabokommune, Vejle, så det var attraktivt og en stor fordel at bo i Vinding sogn.

På et tidspunkt var skatteprocenten i Vinding 10,3 mens den i Vejle var meget højere, nemlig 18,5.

Sidney etablerede ved siden af arbejdet som forretningsfører også sit eget firma, hvor han var bygmester og entreprenør.

Hvor faderen var håndværkeren og iværksætteren var Sidney teknikeren.

Bertel Nielsen lagde aldrig skjul på, at de tre sønner hjalp ham med det omfattende projekt – saneringen af Gammelhavn og opførelsen af det legendariske Hotel Australia.

Saneringen af Gammelhavn var i øvrigt den største private boligsanering i Danmark efter anden verdenskrig.

Sidney Nielsen var således teknikeren bag Hotel Australia, der blev indviet i 1957. Sammen med en ingeniør og en teknisk tegner producerede Sidney i hundredvis af tegninger til det omfattende byggeri, der blev verdensberømt i Danmark.

Nevøen, Steen Dybdal, fortalte på mødet i lokalhistorisk forening i Mølholm i vinteren 2022, at Sidney var med, da Hotel Australia blev solgt til Sleep In Hotel.

Hele bygningen skulle gennemgå en stor renovering. Alt blev målt og undersøgt, hotellet er i sin tid opført på pæle, og siden har det ikke rykket sig en millimeter.

Det var Sidney tydeligt stolt af.

Steen Dybdal gjorde også opmærksom på, at Sidney havde tænkt på at lave en ekstra adskillelse mellem sengeafsnittet og øverste etage, hvor selskabslokalet Vejle-salen gennem årene har dannet ramme om mange store fester.

Han fyldte den ekstra adskillelse med sand for at dæmpe lyden fra festlokalet til sengeafsnittet – så folk kunne sove roligt, selv om der blev danset i salen.

Genialt tænkt, Sidney.

Sidney Nielsen var en stilfærdig og beskeden mand uden store armbevægelser.

Han var lille af vækst men stor af menneskeligt format, som det viste sig, da tre af bydelens halvstore knægte havde moret sig med at knuse ruderne i en udtjent kran, der stod bag Lidobygningen.

Sidney Nielsen kaldte drengene sammen og sagde, at de havde ødelagt for mange hundrede kroner. Hvordan har I tænkt jer at erstatte det, I har ødelagt?

Spurgte han.

Sidney foreslog drengene, at de kunne betale deres skade ved at møde hver dag efter skoletid og tage søm ud af brædder og sortere dem efter størrelse. Det gjorde de i nogle dage, indtil Sidney kom og sagde: Så, nu har I betalt jeres gæld!

Det har en af drengene fra dengang aldrig glemt ham for, og det vidner i høj grad om Sidneys menneskelige egenskaber.

Bertel Nielsen byggede og skænkede Mølholm Kirke til sognet i kærlig erindring om sine forældre.

Da kirken blev indviet i juli 1952, holdt pastor Leth Tove og Sidney Nielsens søn over dåben og døbte ham Bertel Dybdal Nielsen – opkaldt efter sin initiativrige farfar.

Da Bertel Nielsen døde i 1960 flyttede Tove og Sidney Nielsen ind i penthouselejligheden på toppen af Lido. Den lejlighed som tyskerne besatte under anden verdenskrig, hvor de etablerede udkigspost fra tårnet med den mageløse udsigt over byen.

Det var en oplevelse at besøge parret i den store smukt møblerede lejlighed, hvor væggene var prydet af gedigen dansk kunst af malere som H.A Brendekilde, L.A. Ring, Marstrand med flere.

Arbejdsglæde var en del af Sidney Nielsens vuggegave fra faderen, der selv var drevet af glæden ved veludført arbejde og gerne selv gik foran.

Sidney Nielsen fortsatte med at arbejde i Lido, da han for længst havde passeret pensionsalderen. Da gik han som en anden vicevært og altmuligmand og ordnede små-reparationer for lejerne.

Sidney var blandt initiativtagerne til Mølholm Varmeværk, og han var i en tid også i bestyrelsen for den konservative vælgerforening.

Han var et gennemført ordentligt menneske, som levede et virksomt liv.

Han havde også en veludviklet humoristisk sans, som blandt andet kom til udtryk i selskabeligt lag. F.eks. når vi sad i baren på Admiral Hotel i Nyhavn på en af VAFs teaterture til København. Da kunne han være meget morsom og underholdende.

Vejles ikoniske byggeri Bølgen trækker i dag tråde til familiefirmaet Bertel Nielsen, som Sidney Nielsen var en del af, og hvor han på fornem vis forvaltede arven efter sin far, bygmester Bertel Nielsen.

Kilder: Vejle Amts Folkeblad, Vejle Stadsarkiv og Steen Dybdal, som er bygmester Bertel Nierlsens barnebarn Sidney Nielsens nevø.

Billedtekst: Bygmester Bertel Nielsen sammen med sin mellemste søn,

Sidney Nielsen, foran Hotel Australia i Vejle.

Foto: Vejle Stadsarkiv