2023 Maj

Af Vibeke Kruse

Og det var forår og Vejle frit

Tirsdag den 9. april 1940 lød en konstant brummende lyd over Vejle.

Fredag den 4. maj 1945 sad mange Vejle-familier og lyttede med, da BBC som sædvanligt sendte nyhedsudsendelse til Danmark.

Klokken var 20.30, da speakeren, Johannes G. Sørensen, begyndte sin oplæsning af nyheder.

Fem minutter inde i udsendelsen stoppede han pludselig og slukkede for mikrofonen.

En kollega var kommet ind i studiet med nyheden om, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark havde overgivet sig til den britiske feltmarskal Montgommery fra den 5. maj klokken otte.

Nyheden var endnu ikke bekræftet på skrift. Johannes G. Sørensen overvejede et kort øjeblik, hvad han skulle gøre.

Han valgte at tænde mikrofonen igen for med sine egne ord at formidle det glædesfyldte budskab:

”I dette øjeblik meddeles det, at Montgommery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig.

Her er London: Vi gentager: Montgommery har i dette øjeblik meddelt, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig.”

Få minutter efter strømmede vejlenserne ud i byen, omfavnede hinanden og jublede af glæde.

Nogle tændte bål, andre fandt Dannebrog frem og løb med flaget gennem byens gader, mens de sang deres jubel ud.

I Vejle havde modstandsbevægelsen været i alarmberedskab siden den 1. maj. Derfor var man klar til at besætte Vejle Rådhus allerede den 4. maj om aftenen.

Dagen efter blev det tyske hovedkvarter ved Søndermarksskolen omringet af en mindre gruppe af modstandsfolk.

Den tyske kommandant i Vejle anmodede kort tid efter om en samtale med modstandsstyrkernes leder. Senere samme dag blev kapitulationsbetingelserne underskrevet.

Boghandler Jørgen Munch-Christensen fortalte efter befrielsen:

”Radioens kapitulationsmelding betød travlhed for modstandsbevægelsens mange funktioner. Frihedskæmperne kunne ikke tage del i den almindelige festivitas, der naturligvis straks fulgte i det glædelige budskabs kølvand.

Alle måtte stille på deres poster, og frihedsbevægelsens ansvarsfulde opgave, at afvikle den tyske besættelse, tog straks sin begyndelse.

Alt gik som efter en snor, da frihedshæren dukkede op over jordens overflade i Vejle. Tyskerne havde med det samme stor respekt for modstandshæren og måtte, om end nødtvunget, rette sig efter dens anvisninger og befalinger.”    

 Som nævnt trådte den officielle tyske kapitulation først i kraft om morgenen den 5. maj klokken otte.

Om eftermiddagen skete den formelle britiske befrielse af Danmark med landsætning af 300 britiske tropper i Kastrup Lufthavn.

Samme dag blev det over radioen bekendtgjort, at der var dannet en ny regering under ledelse af socialdemokraten Vilhelm Buhl, der nu var Danmarks statsminister.

I Vejle og omegn forløb befrielsen overraskende roligt med afvæbning af tyskerne og arrestation af dem, der var mistænkt for landsforræderi.

Der blev arresteret 99, og en enkelt tysker blev dræbt, da han forsøgte at flygte.

De britiske tropper nåede til Vejle tirsdag den 8. maj, og vejlenserne tog imod med stor begejstring.

Union Jack hang ved siden af Dannebrog som udsmykning på Vejle Rådhus, og mange vejlenserne havde udsmykket deres huse med danske og engelske flag.

Byens gader var proppet af mennesker, som sørgede for, at de britiske soldater fik en sand heltemodtagelse i Vejle.

”..og byer blomstred i rødt og hvidt, og det var forår og Danmark frit.”

Kilder: Vejles Historie, bind 2, boghandler Jørgen Munch-Christensen, Vejle Stadsarkiv, Vejle Amts Folkeblad.    

2023 April

Af Vibeke Kruse

Da Vejle blev besat

Tirsdag den 9. april 1940 lød en konstant brummende lyd over Vejle.

Klokken nærmede sig seks om morgenen, folk var knap stået op, da store tyske flyvemaskiner fløjt lavt ind over byen.

Fra flyene dryssede grønne flyveblade med overskriften: ”OPROP! Til Danmarks soldater og Danmarks folk!”

I Havnegade nummer 29 var en seks-årig dreng lysvågen. Han blev øjenvidne til synet af tyske fly, der fyldte himlen over Vejle.

Han så de store langsomt flyvende camouflerede transportfly, som fløj i under 100 meters højde med sideporten stående åben.

Her så han en soldat kaste bundter af lysegrønne flyveblade ud, så de nærmest sneede ned over byen.

De tyske fly fortsatte med at flyve hen over Vejle, og snart samledes vejlensere på gadehjørner og torve. Mange var bange og følte sig meget utrygge.

Midt på formiddagen var det ikke kun de tyske fly, der forstyrrede roen i Vejle. Da ankom de første tyske tropper. Kolonne efter kolonne af syngende og vinkende tyske soldater gik gennem byen, og en del af dem blev i Vejle.

Boghandler Jørgen Munch-Christensen beskrev situationen 9. april således: ” De drønende bombemaskiner, der i lav højde strøg hen over hustagene i Vejle og senere på dagen de motoriserede troppeenheder, der passerede gennem byen, var en bitter oplevelse for den våbenløse befolkning, der med knyttede hænder så til.”

Mørklægning og indkvartering

De tyske tropper henvendte sig straks på Vejle Rådhus for at tale med borgmester N.P. Jensen.

På rådhuset herskede der også stor forvirring. Ingen vidste, hvordan man skulle forholde sig til tyskerne, der krævede indkvartering.

Hotel Royal blev taget i brug, senere blev alle byens gymnastiksale inddraget til de tyske soldater.

”De tyske støvletramp i vore gader, indkvarteringen af tyske soldater, de mange forordninger og påbud, der i løbet af få timer blev offentliggjort, gjorde det klart for alle, at nu var det ude med vor selvstændighed for lange tider”, skrev Jørgen Munch-Christensen.

Alle danskere fik den tirsdag besked på at mørklægge deres vinduer, gadelyset måtte kun være tændt i begrænset omfang.

9. april 1940 boede der cirka 25.000 i Vejle, det betød, at der var mange vinduer at mørklægge.

I begyndelsen brugte vejlenserne sort papir, tæpper og lignende, indtil der blev skaffet rigtige mørklægningsgardiner. De blev hurtigt udsolgt, og folk stod i kø for at forsøge at købe et eller andet, der kunne mørklægge deres vinduer.

På en dag var hverdagen i Vejle og hele Danmark forandret. Usikkerheden bredte sig, nogle troede, tyskerne hurtigt forsvandt igen, andre troede, de aldrig ville forlade landet.

Besættelsen strakte sig over fem år.

Døde som 20-årig

Vejlenseren Poul Søgaard (født 4. august 1919), var 9. april 1940 udstationeret i Sønderjylland sammen med 4. bataljon fra Odense Kaserne.

Bataljonen var rykket til Sønderjylland i januar 1940, fordi der var stigende bekymring for en tysk invasion.

Poul Søgaard var som teenager flyttet fra Vejle til Odense med sin familie.

9.april klokken 04.15 gik alarmen på kasernen, og Poul Søgaards gruppe cyklede mod Bredevad, hvor de skulle forhindre tyskernes fremrykning.

Gruppen måtte flere gange gå i flyverskjul for de tyske flyvemaskiner.

Klokken 06.35 mødte Poul Søgaards gruppe en tysk enhed, som de begyndte at beskyde.

Det skete efter at Danmark officielt havde overgivet sig, men meldingen var endnu ikke nået frem til Sønderjylland, hvor kampene fortsatte.

Poul Søgaard og Jørgen Peder Andersen styrede gruppens rekylgevær, da de begge blev ramt af tyske kugler, stoppede kampen.

Poul Søgaard er begravet på Assistenskirkegård i Odense.

Han blev 20 år.

Kilder: Vejle Stadsarkiv, boghandler Jørgen Munch-Christensen, historikeren Anders Nedergaard Bæk Petersen.

2023 Marts

Tekst: Vibeke Kruse

Den sky Abelone, der satte præg på Vejle

Der var ikke mange piger, der blev døbt Abelone i 1848, da gartner Anders Nielsen og hustru i Stouby valgte at give navnet til deres datter og eneste barn.

Ifølge Danmarks Statistik er der her i 2023 kun 57 danske piger og kvinder, der bærer det specielle navn.

Familien Nielsen kunne ikke vide, at datteren, der blev døbt: Abelone Marie Sophie Nielsen, engang ville lægge navn til en stor parkeringsplads i Vejle og gå over i byens historie som en original i ordets bedste betydning.

Abelone boede ikke mange år i Stouby, men flyttede til Vejle med sine forældre.

Søren Nielsen var en ægte handelsmand og rigtig god til at tjene penge, han gjorde det godt i fjordbyen, købte store områder jord og flere ejendomme, som datteren arvede efter hans død.

Abelone fik en god opdragelse, hun var et dannet menneske, der lærte at spille klaver. Hun lærte også flere fremmedsprog og var en ivrig samler af sære sten. De blev opbevaret i en lukket gård ved hendes hjem.

En halv snes år efter sin fars død, giftede hun sig i 1871 med manufakturhandler Petersen, som havde forretning på hjørnet af Kirkegade og Søndergade.

Ægteskabet, der var barnløst, varede kun ganske kort og blev opløst efter få år.

Bagefter trak Abelone sig tilbage fra det udadvendte liv og opholdt sig helst i hjemmet i Gormsgade 1.

I Vejle talte man om den sky dame, der ikke ville åbne døren for postbudet, når der var post til hende. Hun fik brevene gennem en lem i døren.

Abelone ville heller ikke fotograferes, men engang i slutningen af 1930`erne lykkedes det fotograf Halle-Hansen, der i mange år drev fotoforretningen ”Foto-Halle” i Vissingsgade, at fotografere Abelone, da hun kom gående i Vestergade.

Hun blev meget vred og forlangte omgående, at han tilintetgjorde filmen.

Det gjorde han nu ikke, og derfor findes fotografiet af den sky Abelone nu på Vejle Stadsarkiv.

Halle Hansens fotografi viser en mørkklædt spinkel kvinde, der var iført et mørkegråt slag med sorte smalle snore i kanten samt mange sløjfer og bånd. På hovedet bar hun en stor sort hat.

Abelone lod ikke ret mange komme tæt på sig. Hun havde ansat en hushjælp, en dame, som kom og hjalp med husholdningen, ikke mindst de sjældne gange, hvor hun inviterede gæster.

Så forlangte Abelone, at alt skulle gå stiligt til og være tip-top i orden.

Ved den slags sjældne begivenheder var Abelone fint klædt på med langsjal og smykker, og hun optrådte som den kultiverede og perfekte værtinde.

Murermester Hansen i Nørrebrogade var en anden, der hjalp Abelone, når hun havde brug for det. Hun havde jo arvet sin fars mange ejendomme, og dem administrerede murermesteren for hende.

Abelone var et udpræget B-menneske, derfor var det først om aftenen, hun kom på besøg hos murermester Hansen.

Ofte kunne familien pludselig høre en stemme ud på trappen råbe: ”Er mureren hjemme?”.

Og så stod Abelone pludselig i døren og havde brug for at tale med murermesteren.

Selv om Abelone var velhavende, levede hun et yderst spartansk liv, altså lige bortset fra de sjældne fester.

I en periode boede hun på Bybæk Kurhotel, her vakte det opsigt, at hun gemte den mad, hun ikke spiste til dagens måltider. Maden pakkede hun ind i avispapir.

Hun pakkede også sin pengepung ind i avispapir.

Den kom nu frem i lyset og blev brugt engang imellem i en god sags tjeneste.

Redaktionssekretær Axel Rude antydede i en artikel i Vejle Amts Folkeblad, at Abelone Petersen var den såkaldt ”ukendte dame”, der i 1914 havde betalt indhugningen af den inskription, der findes på mindestenen i Assendrup over en kamp i krigen 1864, som endte med dansk sejr.      

I 1907 skænkede Abelone Petersen et smukt dåbsfad til Vor Frelsers Kirke.

Abelone ejede flere ejendomme i Gormsgade og jordstykket, som alle kendte som ”Abelones Eng”. Det er her, Toftegården ligger i dag.

På ”Abelones Eng” havde kvarterets børn den herligste legeplads.

Det var især drengene fra Skovgade, der huserede på engen, som ofte var skueplads for slagsmål.

”Mød mig på Abelones Eng, så afgør vi sagen.”

Sådan lød udfordringen, og ingen dreng med respekt for sig selv og æren i behold ville vove at afslå.

Så strømmede flokke af drenge til engen, det samme gjorde tilskuere, der ville følge slagets gang.

Mangen en kamphane har forladt ”Abelones Eng” med en blodtud eller et blåt øje.

Men der foregik også mere muntre ting på engen, når Cirkus Miehe, Bech Olsen eller Belli kom på besøg.

Den sky Abelone blev en gammel dame. Hun døde i 1942 som 94-årig.

Abelone er begravet i familiegravstedet på Korning Kirkegård. Og hendes navn mindes dagligt i Vejle, når vejlensere aftaler at parkere og mødes på Abelones Plads.

Kilder: Johs. Rasmussen: Abelone – en af Vejles originaler, Vejle Stadsarkiv, Vigand Rasmussen i klummen ”Gamle dage” i Vejle Amts Folkeblad.

2023 Januar

Tekst: Vibeke Kruse

Den lyriske maler fra Vejle

Han lignede en gammel livsklog kineser, når han med et mildt udtryk i øjnene og det velplejede fipskæg gik stilfærdigt rundt i sit atelier på Langelinie.

Maleren Ejnar Iversen (1914-2003) var ikke en mand af mange ord, han udtrykte sig gennem sin kunst.

Han var født i Vejle, hvor han boede og virkede hele livet.

Ejnar Iversen var søn af malermester Søren Iversen, der drev malerfirmaet Iversen & Jensen, som også rummede Vejle Skiltefabrik.

Ejnar Iversen blev uddannet som håndværksmaler hos sin far, han var så dygtig til sit håndværk, at hans svendeprøve blev belønnet med en sølvmedalje.

Ligesom sin gode ven og kollega, Albert Bertelsen, havde han Victor Jensen som tegnelærer på Vejle Tekniske Skole. Victor Jensen var ved siden af sit virke som tegnelærer og udøvende kunstner også leder af Vejle Museum fra 1927 til sin død i 1950.

Både Ejnar og Albert arbejdede på Vejle Skiltefabrik om dagen, og brugte al fritiden på at male hjemme i privaten.

De blev støttet i deres kunstneriske virke af Ejnars far, Søren Iversen.

Han vidste, at der blandt de fleste håndværksmalerne på værkstedet og skiltefabrikken levede store drømme om at udtrykke sig kunstnerisk og håbet om måske engang at kunne leve af det.

I de første år malede Ejnar Iversen enkle motiver hentet fra hverdagen.

I begyndelsen af 1940’erne skiftede han stil og malede romantiske, nærmest sværmeriske beskrivelser af sommerlivet ved Vejle Fjord.

Blandt værkerne fra den tid er et stort maleri fra Hvidbjerg med titlen ”Sommersøndag ved Hansens Kiosk”. Maleriet er en del af Vejle Kunstmuseums samling.

Ejnar Iversen rejste også ud fra fødebyen Vejle for at lade sig inspirere. Efter en rejse i Norge malede han en række kraftfulde og stoflige naturskildringer af norske fjelde og landets storladne natur.

I midten af 1950erne forsvandt det genkendelige fra Ejnar Iversens motivverden, han blev optaget af collagen, hvor han kunne forene sin fine fornemmelse for poesi i slidte og kasserede materialer med sin sikre sans for komposition og farver.

Med collagen fandt han sin helt egen niche som kunstner.

Han udførte en række lyriske serigrafier, som også kan ses i Vejle Kunstmuseums samling.

Privat boede Ejnar Iversen sammen med sin kone, Frida, i det yndigste gamle træhus højt på bakken tæt på Navernes Hus langs Ibæk Strandvej.

De kaldte det ”Hyldehuset”, fordi huset var omgivet af gamle hyldetræer.

Fra huset var der en malerisk udsigt over fjorden, og i de små og hyggelige stuer kunne gæster nyde synet af Ejnars egne malerier og collager, men også værker af kunstner-kolleger som Albert Bertelsen, William Hansen, Olaf Markussen og kunstnerægteparret Edith og Robert Dueholm Jessen.

Ejnar tog hver dag bussen fra Ibæk Strandvej ind til sit atelier på Langelinie, hvor han arbejdede med sine collager.

Ejnar Iversen var et ydmygt og stilfærdigt menneske uden store armbevægelser. Han gik stille omkring og funderede over livets store spørgsmål.

I en moden alder blev Ejnar Iversen ansat som kunstnerisk konsulent af det daværende Vejle Amt.  Han var ikke alene om opgaven med at finde og vælge kunst til amtets nye byggerier, han arbejdede sammen med sin yngre kollega, Karen Ozmec.

De to sørgede for, at kunst blev en naturlig og væsentlig del af hverdagen på amtets institutioner.

Ejnar Iversen udførte flere udsmykningsopgaver gennem årene, blandt andet på Vejle Vandværk, på Nørremarksskolen og ved Anker Nielsens Kunsthandel i Enggade i Vejle, hvor hans fine, lyriske collage-maleri stadig lyser op i bybilledet.

Ejnar Iversen tegnede i 1984 motivet til Vejle-julemærket, udgivet af Y’s Men Club 1 i Vejle. Mærket udkom i en årrække med motiver af skiftende kunstnere.

Ejnar Iversen fortalte mig om sit arbejde med julemærket:

”Der kom en opfordring til at tegne årets julemærke 1984, en glædelig opgave for mig – en god dag begyndte.

Men hvordan? Håber på inspiration – snart. Det haster, siger trykkeren.

Dagene går, jeg står en december-morgen ved fjorden på den sydlige side, jeg bor der. Venter på bussen. Ser vestpå ind mod byen og aner den blege gule månes krumme form. Vender om og ser mod øst den lysende røde vintersol mod den morgenblå himmel – drømmens røde og blå farver.

Skimter pludselig billedet for mig: der er det jo!

Resten er manuelt arbejde: Hvidt, rødt, blåt – og et stænk af gult fra den gamle måne. Billedet er færdigt.”

2022 November

Tekst: Vibeke Kruse

Foto: Vibeke Kruse

Han blev kaldt Vejles Gyldenblonde

Ungdomsskoleleder Leif Nielsen (1924-1999) blev meget ofte omtalt som Vejles den Gyldenblonde.

Det blev han simpelthen fordi, han kunne causere fyndigt og humoristisk ligesom som legendariske Poul Sabroe, der VAR Den Gyldenblonde.

Leif Nielsen var fynbo, men det var i Vejle, han lagde sin livsgerning og satte spor i mange børn, unge og voksne, som han mødte på sin vej enten via arbejdet som lærer og siden som leder af den kommunale Ungdomsskole, eller som aktiv skuespiller og tekstforfatter i Vejle Amatørscene, som han var medstifter af, og siden i Vejle Skolescene, som han også var mand for at oprette.

Allerede i skoletiden på Fyn udfoldede Leif sit medfødte talent i skolekomedier, ligesom han optrådte med forskellige tryllekunster, han havde lært sig selv.

Leif udviklede sig med tiden til en rigtig god og elegant tryllekunstner med mange sjove trick i ærmet.

Efter realeksamen på Brenderup Realskole blev han ansat på Cykelfabrikken Grand i Nr. Aaby, hvor han samlede cykler.

Senere kom han i lære som mejerist på Christianshåb Mejeri i Vejle, hvor hans onkel var mejerist.

Her fik han en grundig uddannelse og var undervejs også på Bredal Mejeri i årene 1942-43 og på Ullerslev Mejeri i 1943-45.

Da han var færdig med uddannelsen i 1945, var der intet job som mejerist at få, han blev i stedet assurandør og senere dekoratør, hvor han pyntede vinduer for flere Vejle-forretninger. Han havde sans for det æstetiske og udprægede kunstneriske evner, som han brugte i arbejdet som dekoratør.

På et tryllekunstner-job havde han brug for en medhjælper, der kunne holde en tavle på scenen.

Det var Karen, mødet blev til kærlighed og Karen var gennem hele livet Leifs trofaste støtte og bagland.

Karen og Leif Nielsen købte et mejeriudsalg på Dæmningen i Vejle, som de drev i fire et halvt år.

Mange vejlensere har fortalt, hvor Leif Nielsen en tidlig morgen kørte på sin tre-hjulede mælkecykel iført kasket og ringede på cykelklokken, mens han sang: ”Tingelingeling for dig og tingeling for mig” – når han leverede mælk med en sang som en festlig begyndelse på en ny dag.

Fra Dæmningen rykkede parret til Forbrugernes Mælkecentral i Skyttehusgade, hvor de havde mejeriudsalg i fire år, indtil de overtog en købmandsforretning på Langelinie, som Karen passede.    

 Leif Nielsen havde nemlig andre planer, han ville læse til lærer på Jelling Seminarium. Han blev siden drillet med, at han bevidst ventede med at begynde studierne, til seminariet i 1958 blev åbnet både for kvinder og mænd.

I studietiden i Jelling optrådte Leif hver weekend enten med sine causerier eller med tryllekunst.

Leif Nielsen har selv fortalt, at han dengang havde fire små sedler i sine bukselommer med forslag til, hvad han skulle stille op, hvis han blev sendt ud som vikar i gymnastiktimerne.

Som nyudklækket lærer i 1962 blev han ansat på Sct. Norberts Skole, og hurtigt efter kom han med i opbygningen af den kommunale ungdomsskole og ungdomsklub. Han blev leder af skolen i 1962 og fra 1971 blev han ungdomsskolens inspektør.

De første år holdt de til på Nyboesgades Skole, her måtte han indkøbe talrige par kradsuldssokker, som de unge havde på, når der blev danset i klubben,

 så de undgik at ridse gulvene.

Senere flyttede de til Mælkepoppen i Vedelsgade og herfra til kantinen hos Hess. Leif Nielsen fik med vanligt organisationstalent gjort de snavsede lokaler rene, så de var anvendelige til skolen og klubbens virke.

Leif Nielsen havde fået øje på den gamle ostefabrik, Domus, hvor der var god plads til skolens forskellige virkeområder fra knallertkøreskole til teater. Her var plads til en teatersal og til at holde diskotek. Politikerne var ikke meget for at indrette teatersal på Domus, men med vanlig iderigdom fik Leif Nielsen sit kulturhus ad bagvejen.

Da han begyndte sit virke i ungdomsskolen var der 40 elever. Da han forlod ungdomsskolen i 1992 for at gå på pension, var der 1500 elever.

Leif Nielsen mødte børn og unge med tillid, han var uendeligt god til at lytte til dem, og han sagde altid: ”Det er VIGTIGT at lytte til, hvad børn og unge har på hjerte.”

Han sagde også: ”Der findes ikke vanskelige børn, men der findes børn, der har det vanskeligt”.

Ved siden af sit virke i Ungdomsskolen og i klubben, som var utroligt populær  - og lokalet på Domus blev kaldt Ekspressen, var Leif Nielsen aktiv i Vejle Amatørscene.

Han havde malet kulisser på det gamle Vejle Teater, i øvrigt sammen med maleren Albert Bertelsen.

Han var medstifter af amatørscenen, hvor han optrådte som skuespiller og gennem årene brillerede i vidunderlige monologer og sketch, som han ofte selv forfattede.

Ingen glemmer kabareten i 1989, hvor Leif Nielsen skulle sortere affald i sorte og grønne poser – han skrev monologen lige efter Vejle Kommune havde indført det nye affalds-sorteringssystem.

Det var mageløs underholdning, publikum græd af grin.

Hver morgen stod han hjemme i køkkenet og kogte en portion øllebrød, som han skulle bruge i sin sketch.

Øllebrøden skulle bruges som en vægtig visuel effekt i en ble i sorterings-nummeret.  

Alle rekvisitter, han skulle bruge i sin del af forestillingen, lå i rækkefølge, bortset fra en aften, hvor regissøren uheldigvis havde byttet om på dem. Da gik han i stå i sin sketch, og det passede bestemt ikke den gode Leif Nielsen, der altid satte en ære i at kunne sine tekster. 

Mange husker også den sommer, Leif Nielsen vendte tilbage til kabaret-holdet efter et års fravær i hælene på Karens død.

Da han indtog scenen – rejste publikum sig spontant for at byde ham velkommen og vise ham deres medfølelse.

Da havde den aldrende Leif Nielsen tårer i øjnene af taknemmelighed.

I amatørscenen udførte han et enestående arbejde ligesom i ungdomsskolen.

I amatørscenens spæde begyndelse var det Leif Nielsen, der skabte scenens første projektører, som han lavede ud af store kagedåser, fælge fra en bil og paraboler fra en billygte.

Konstruktionen fungerede fornemt.

Hans iderigdom var ganske enestående, og det var ikke det problem, han ikke kunne løse.

 Da Leif Nielsen gik på pension blev det i mange taler fremhævet, at han havde været særdeles billig i drift.

Hver gang, Leif Nielsen optrådte i en forening eller privat sammenhæng, gik honoraret ikke til ham selv, men derimod til nyindkøb til ungdomsskolen eller klubben. Til nye symaskiner eller hvad de nu lige stod og manglede. Han har således tjent tusindvis af kroner, som er brugt til gavn for ungdomsskolens elever.

Leif Nielsen havde blik for de unge, der måske ikke havde den største støtte hjemmefra og trængte til empatisk voksenkontakt og til at blive holdt på den rigtige side af loven.

Leif Nielsen holdt en dag i sin bil og talte med en bekendt, da han fik øje på en dreng, der kom kørende på knallert.

Han afsluttede hurtigt samtalen med ordene: ”Hov, han skal da ikke være her på dette tidspunkt, han skal passe sin skole.”

Og så kørte ungdomsskoleinspektøren efter ham og fik ham på rette vej.

Leif Nielsen havde også overskud til at oprette Vejle Skolescene, hvor han underviste sammen ed Johnny Fjeldvig, der syede fantastiske kostumer til de børn, der optrådte her.

Skolescenen var på en måde tænkt som fødekæde til amatørscenen, hvor børn i en tidlig alder kunne lære at udfolde talentet på de skrå brædder.

Leif var utroligt ydmyg af væsen: ”Lad nu være med at prale for meget af mig, jeg har kun passet mit arbejde”, sagde han til undertegnede, når det var tid for et interview.

Og så tilføjede han: ”Men kald mig bare Leif den lykkelige, for jeg har haft et utroligt lykkeligt liv!”.

Vibeke Kruse

2022 September

Tekst: Vibeke Kruse

Foto: Flemming Hundevad Meng

Regnvejr, anekdoter og kulørte lamper

Iført gummistøvler, regntøj og godt humør ankom medlemmer af Byhistorisk Selskab for Vejle til Mørkholt onsdag aften for at høre Flemming Hundevad Mengs foredrag om sommerhusene på Mads Madsens Vænge og omliggende veje.

Men regnen var så massiv, at alle måtte søge ly i det store telt på Hagen Strand Camping, hvor en veloplagt og velforberedt Flemming Hundevad Meng øste af sin viden om området, som han har skrevet om i bogen ”Historien om sommerhusene på Mads Madsens vænge”.

Den tidligere musikskoleleder har stemmepragt og pondus til at holde forsamlingen i skak med sin historieformidling og de sjove anekdoter fra området.

Kæder af kulørte lamper under teltdugens tag bidrog til den gode stemning, og latteren rullede, da Flemming  Hundevad Meng fortalte om bryllupsfesten, hvor selskabet pludselig savnede både brudgommen og hans far.

Hvor de var? Jamen, de blev genfundet siddende i en båd på fjorden. D’herrer var søgt herud, fordi det var så godt fiskevejr, og det ville de da ikke gå glip af, selv om der var bryllupsfest!

De godt 50 deltagere nød kaffe, hjemmebagt kage og chokolade i pausen, hvor samtalen flød og let og lystigt.

Og ingen glemmer nok denne helt specielle aften i regnvejr, med kulørte lamper og anekdoter i det store campingtelt.

2022 August

Tekst: Vibeke Kruse

Foto: Vejle Stadsarkiv

Bygmesterens mellemste søn gik i sin fars fodspor

Sidney Nielsen (1924-2015) var mellemste søn af Vejles store bygmester Bertel Nielsen.

Det er aldrig nemt at være søn af en dygtig og initiativrig far, men Sidney Nielsen viste gennem hele sin livsgerning respekt for sin kendte fars skaberværk.

Nok gik han ind i samme branche, men han gjorde på sin egen måde og byggede på fineste vis videre på de stolte familietraditioner.

Han var født i Sellerup, havde gode evner, og der var ingen tvivl om, at han efter realeksamen skulle på gymnasiet for at tage studentereksamen og læse videre.

Sidney var 11 år, da han sammen med far Bertel sprang i vandet i Danmarks første private svømmehal ved Lido, som blev indviet i april 1935.

Vandet var kun 14 grader varmt, så det var ikke just en fornøjelse, har Sidney siden fortalt.

Det var rent ud sagt: Hundekoldt!

Men det var til gengæld STORT, at det var en privat mand, der stod bag opførelsen af Danmarks sjette svømmehal, og deputationer fra nær og fjern valfartede til Vejle for at se svømmehallen, der var et imponerende byggeri.

Sidney blev student fra Vejle Gymnasium i 1943, flyttede fra Vejle til København og indledte ingeniør-studiet på Polyteknisk Læreanstalt.

Da han i 1950 var færdig med studiet og kunne skrive civilingeniør på sit cv, inviterede faderen, Bertel Nielsen, sin søn med på en udlandsrejse.

Bygmesteren havde tradition for at give hver søn en rejse til udlandet, når de havde gennemført en uddannelse.

Sidney var den af de tre brødre, der var mest heldig.  Han fik nemlig en jordomrejse.

Sammen med sin far besøgte han Sydney i Australien, hvor Bertel Nielsen var født, de besøgte New Zealand og rejste tværs over Amerika fra Californien til North Dakota og var også i Canada.

I Californien købte Bertel Nielsen en stor Buick, som han blev så glad for, at han ikke tøvede med at sende bilen med skib fra USA hjem til Vejle, så han kunne fortsætte med at køre i den.

Ellers var hans foretrukne bilmærke gennem hele livet fransk, nemlig en Citroen.

I 1952 begyndte Sidney Nielsen at arbejde i sin fars byggefirma. Alle Bertel Nielsens tre sønner var en del af familiefirmaet, og deres opgaver var fordelt således: Sidney stod for tegnestuen, Poul for byggepladsen og Daugaard for arbejdet med brunkul.

Da Bertel Nielsen døde i 1960 blev det Sidneys opgave at være forretningsfører i familiefirmaet.

Daugaard tog sig af den nye Lido Biograf, der var en del af Bertel Nielsens byggeprojekt i forbindelse med saneringen af Gammelhavn.

Poul Dybdal Nielsen valgte landbruget på gården Boeskær i Vinding. Han blev i øvrigt senere en respekteret sognerådsformand i Vinding akkurat som Bertel Nielsen havde været det.

Som sognerådsformand var Bertel Nielsen yderst sparsommelig. Hvis han f.eks. skulle til møde i København, betalte han selv udgifterne til turen. Det skulle skatteborgerne i Vinding absolut ikke betale, mente han.

Skatteprocenten i Vinding var betydeligt lavere end i den store nabokommune, Vejle, så det var attraktivt og en stor fordel at bo i Vinding sogn.

På et tidspunkt var skatteprocenten i Vinding 10,3 mens den i Vejle var meget højere, nemlig 18,5.

Sidney etablerede ved siden af arbejdet som forretningsfører også sit eget firma, hvor han var bygmester og entreprenør.

Hvor faderen var håndværkeren og iværksætteren var Sidney teknikeren.

Bertel Nielsen lagde aldrig skjul på, at de tre sønner hjalp ham med det omfattende projekt – saneringen af Gammelhavn og opførelsen af det legendariske Hotel Australia.

Saneringen af Gammelhavn var i øvrigt den største private boligsanering i Danmark efter anden verdenskrig.

Sidney Nielsen var således teknikeren bag Hotel Australia, der blev indviet i 1957. Sammen med en ingeniør og en teknisk tegner producerede Sidney i hundredvis af tegninger til det omfattende byggeri, der blev verdensberømt i Danmark.

Nevøen, Steen Dybdal, fortalte på mødet i lokalhistorisk forening i Mølholm i vinteren 2022, at Sidney var med, da Hotel Australia blev solgt til Sleep In Hotel.

Hele bygningen skulle gennemgå en stor renovering. Alt blev målt og undersøgt, hotellet er i sin tid opført på pæle, og siden har det ikke rykket sig en millimeter.

Det var Sidney tydeligt stolt af.

Steen Dybdal gjorde også opmærksom på, at Sidney havde tænkt på at lave en ekstra adskillelse mellem sengeafsnittet og øverste etage, hvor selskabslokalet Vejle-salen gennem årene har dannet ramme om mange store fester.

Han fyldte den ekstra adskillelse med sand for at dæmpe lyden fra festlokalet til sengeafsnittet – så folk kunne sove roligt, selv om der blev danset i salen.

Genialt tænkt, Sidney.

Sidney Nielsen var en stilfærdig og beskeden mand uden store armbevægelser.

Han var lille af vækst men stor af menneskeligt format, som det viste sig, da tre af bydelens halvstore knægte havde moret sig med at knuse ruderne i en udtjent kran, der stod bag Lidobygningen.

Sidney Nielsen kaldte drengene sammen og sagde, at de havde ødelagt for mange hundrede kroner. Hvordan har I tænkt jer at erstatte det, I har ødelagt?

Spurgte han.

Sidney foreslog drengene, at de kunne betale deres skade ved at møde hver dag efter skoletid og tage søm ud af brædder og sortere dem efter størrelse. Det gjorde de i nogle dage, indtil Sidney kom og sagde: Så, nu har I betalt jeres gæld!

Det har en af drengene fra dengang aldrig glemt ham for, og det vidner i høj grad om Sidneys menneskelige egenskaber.

Bertel Nielsen byggede og skænkede Mølholm Kirke til sognet i kærlig erindring om sine forældre.

Da kirken blev indviet i juli 1952, holdt pastor Leth Tove og Sidney Nielsens søn over dåben og døbte ham Bertel Dybdal Nielsen – opkaldt efter sin initiativrige farfar.

Da Bertel Nielsen døde i 1960 flyttede Tove og Sidney Nielsen ind i penthouselejligheden på toppen af Lido. Den lejlighed som tyskerne besatte under anden verdenskrig, hvor de etablerede udkigspost fra tårnet med den mageløse udsigt over byen.

Det var en oplevelse at besøge parret i den store smukt møblerede lejlighed, hvor væggene var prydet af gedigen dansk kunst af malere som H.A Brendekilde, L.A. Ring, Marstrand med flere.

Arbejdsglæde var en del af Sidney Nielsens vuggegave fra faderen, der selv var drevet af glæden ved veludført arbejde og gerne selv gik foran.

Sidney Nielsen fortsatte med at arbejde i Lido, da han for længst havde passeret pensionsalderen. Da gik han som en anden vicevært og altmuligmand og ordnede små-reparationer for lejerne.

Sidney var blandt initiativtagerne til Mølholm Varmeværk, og han var i en tid også i bestyrelsen for den konservative vælgerforening.

Han var et gennemført ordentligt menneske, som levede et virksomt liv.

Han havde også en veludviklet humoristisk sans, som blandt andet kom til udtryk i selskabeligt lag. F.eks. når vi sad i baren på Admiral Hotel i Nyhavn på en af VAFs teaterture til København. Da kunne han være meget morsom og underholdende.

Vejles ikoniske byggeri Bølgen trækker i dag tråde til familiefirmaet Bertel Nielsen, som Sidney Nielsen var en del af, og hvor han på fornem vis forvaltede arven efter sin far, bygmester Bertel Nielsen.

Kilder: Vejle Amts Folkeblad, Vejle Stadsarkiv og Steen Dybdal, som er bygmester Bertel Nierlsens barnebarn Sidney Nielsens nevø.

Billedtekst: Bygmester Bertel Nielsen sammen med sin mellemste søn,

Sidney Nielsen, foran Hotel Australia i Vejle.

Foto: Vejle Stadsarkiv